Der bliver ryddet op hos Scancom. Lageret er barberet ned, og der tjenes mere på hver omsætningskrone.
Alligevel ender året med et underskud på 150 mio. kr.
Det skyldes især, at driften fortsat giver et stort underskud for havemøbelproducenten, der er ejet af Lars Larsen Group.
AnnonceSamtidig har selskabet måttet sætte værdien af blandt andet lager og anlægsaktiver ned og afsætte ekstra beløb til tab og forpligtelser for omkring 80 mio. kr.
Det forværrer 2024/25-resultatet markant og bidrager til endnu et trecifret millionunderskud hos Scancom International, der har fabrikker i Vietnam, Indonesien og Brasilien.
"Resultatet er ikke tilfredsstillende, men det repræsenterer en betydelig forbedring i forhold til 2023/24," lyder det i en skriftlig kommentar fra Alexander Falter, der tiltrådte som administrerende direktør hos Scancom International i april 2025.
Annonce"Vi har nu en mere fokuseret forretningsmodel og har lagt fundamentet for en mere bæredygtig og profitabel fremtid."
| Regnskabsår | 2024/25 | 2023/24 | 2022/23 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
| Nettoomsætning | 899,3 | 861,0 | 974,1 |
| Bruttofortjeneste | 65,6 | 42,0 | 186,2 |
| Resultat af primær drift | -146,4 | -171,8 | -21,8 |
| Resultat før skat | -166,9 | -197,1 | -68,2 |
| Årets resultat | -150,3 | -165,8 | -54,0 |
| Balancestatus | 592,2 | 774,1 | 915,2 |
| Antal ansatte | 2352 | 2351 | 2690 |
| Kilde: CVR | |||
Scancom International løfter omsætningen til 899 mio. kr. i 2024/25, hvilket svarer til en vækst på omkring 4 pct.
AnnonceMere kapital
Samtidig viser regnskabet tegn på strammere styring af forretningen.
Bruttomarginen stiger fra 4,9 pct. til 7,3 pct., hvilket betyder, at indtjeningen på selve salget er styrket.
Lageret er reduceret med omkring 66 mio. kr., og den frie pengestrøm lander på 33 mio. kr. - trods det negative resultat.
"På trods af den kraftige modvind, der påvirkede vores resultatopgørelse, lykkedes det os at kontrollere og forbedre vores arbejdskapital," lyder det i ledelsesberetningen.
Egenkapitalen falder i løbet af året fra 594 mio. kr. til 435 mio. kr. Medarbejderantallet er stort set uændret på 2.352 ansatte.
AnnonceUdnytte styrker
Virksomheden har også justeret sine internationale aktiviteter, herunder skiftet til en ny sourcingmodel i Indonesien.
Samtidig vil produktionen i Vietnam blive yderligere optimeret. Forventningen er, at virksomheden nu er bedre positioneret til at udnytte sine styrker inden for design og fremstilling af havemøbler til det globale marked.
"Vi sigter mod at øge salget betydeligt i de kommende år gennem en robust forsyningskæde og et stærkt fokus på kvalitet og ansvarlighed. Med de stabile rammebetingelser i Vietnam og den platform, vi har opbygget i løbet af det seneste år, er vi godt positioneret til at nå vores ambitioner," lyder det fra Alexander Falter.
AnnonceFor det kommende regnskabsår forventer ScanCom en omsætning i intervallet 750-850 mio. kr. og et driftsresultat mellem minus 20 mio. kr. og plus 10 mio. kr. Dermed sigter selskabet mod at bringe driften tættere på balance efter to år med betydelige underskud.


