23948sdkhjf

Flexa stopper seks års tilbagegang

En relancering af Flexa som moderne designvirksomhed har medført stigende omsætning i 2013.
Små fire år efter rekonstruktionen af den traditionsrige, danske børnemøbelproducent begynder resultaterne af en omfattende turnaround så småt at vise sig.

Når regnskabet for 2013 offentliggøres om nogle måneder, vil det for første gang i meget lang tid være med vækst på toplinjen.

- Vi har dermed opnået det, som vi i første omgang er gået efter; nemlig at stoppe seks års tilbagegang og relancere Flexa som en moderne og innovativ virksomhed med fokus på skandinavisk design, siger direktør Carsten Dan Madsen til Wood Supply.

Han kom i februar 2012 til Flexa fra Tvilum og har de sidste to år stået i spidsen for en større strategisk forandringsproces, hvor produktudvikling, ny visuel identitet og et nyt butikskoncept er centrale elementer.

- Set over en bred kam er markedet i Europa gået tilbage med 3-5 procent siden sidste år. Så det, at vi går frem, ser vi som en cadeau til, at vores strategi er den rigtige. Både funktionelt og designmæssigt står vi i dag med et sortiment, der matcher markedets efterspørgsel. I fjerde kvartal af 2013 kom en tredjedel af vores omsætning fra produkter, der er udviklet inden for de seneste 24 måneder, fremhæver direktøren.

Produkter betyder alt
En medvirkende årsag til fremgangen er samarbejdet med designeren Hans Sandgren Jakobsen om den nye Flexa Baby-kollektion. Seriens højstol blev i 2013 belønnet med en red dot design award, og det har været med til at åbne nye døre for Flexa i ind- og udland.

- Vi stod sidste år med introduktionen af vores Baby-kollektion, og det er gået forrygende; både ned gennem Europa, men også i Danmark, hvor det er lykkedes at komme ind i BabySam og Illums Bolighus, hvor Flexa ikke har været repræsenteret tidligere, fortæller Carsten Dan Madsen.

Møblerne i Baby-kollektionen var de første Flexa-produkter, der er udviklet i samarbejde med en ekstern designer, og siden er flere fulgt efter. Således står to etablerede designere; Charlotte Høncke og Anders Smith, bag helt nye møbler til junior-segmentet. Møblerne, henholdsvis kollektionen "Flexa Play" og skrivebordet ”Flexa Study”, blev præsenteret under sidste uges Imm-messe i Köln.

- Det at bruge eksterne designere vil blive en naturlig del af Flexa fremover, og jeg vil ikke afvise, at denne speed af innovation vil fortsætte. Det er en vigtig komponent i forhold til at gennemføre en turnaround, for produkter betyder alt, siger Carsten Dan Madsen.

Har sat ind på flere niveauer
Udover den markante oprustning på produktsiden har Flexa også arbejdet på at geare organisationen til skærpet international konkurrence. Fabrikkerne i Asien er lukket ned og al produktion er i dag samlet i Estland under ledelse af Tvilums tidligere produktionschef, Jens Gammelby.

Hjemme i Hornsyld har Flexa oprustet med ny produktudviklingschef (Kristine Schmidt, tidligere Lego), ny marketingchef (Louise Witting, tidligere Kompan) og ny europæisk salgsdirektør (Mikkel Dall, tidligere Nissenpack). Hertil kommer en ny salgsorganisation i Asien under ledelse af Brian Tuson, der er kommet til fra Ikea Hongkong.

- Vi har sat ind på flere niveauer for at lave den her turnaround. Der er tilført gode ressourcer hele vejen rundt, og nu handler det om at få strategien gennemført. Det er det lange seje træk, siger Carsten Dan Madsen.

Flexa beskæftiger i dag cirka 375 medarbejdere, heraf 60 i Danmark.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109