Handelsaftale møder kritik: - Gør os alle sammen fattigere

Det hænger ikke umiddelbart sammen.
De danske aktier stiger efter den netop indgåede handelsaftale mellem EU og USA - men hos erhvervslivet tændes de røde lamper.
For mens aktiemarkedet øjensynligt er glad for at få ro omkring fremtidige toldsatser, mener de to erhvervsgiganter Dansk Erhverv og Dansk Industri, at aftalen, som lægger 15 procent told på europæisk vareeksport til USA, er særdeles utilfredsstillende.
Som Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri, siger, er aftalen "et slag mod både dansk og europæisk økonomi".
- Og der er stadig væsentlige dele, der skal på plads. Det må EU arbejde stenhårdt for at nå i mål med. Vi må endelig ikke se aftalen som en mulighed for at læne os tilbage og fortsætte som før. Tværtimod, siger han.
Desuden er der tale om en rammeaftale. Det vil altså sige, påpeger direktøren, at eksempelvis medicinalindustrien, hvor Novo Nordisk opererer, kan blive pålagt endnu mere told.
Også Brian Mikkelsen, administrerende direktør hos Dansk Erhverv, er i nedslået humør.
Hvem ved, hvornår den amerikanske præsident, Donald Trump, "føler sig kaldet til igen at rasle med sablen", spørger han.
- Det er et kursskifte, der gør os alle sammen fattigere, og som gør det vanskeligere for danske virksomheder at bringe deres løsninger og varer i spil på det amerikanske marked, siger han i en pressemeddelelse.
På aktiemarkedet vajer dog positive vinde. Fra morgenstunden mandag tog det danske C25-indeks en stigning på over en procent. Det dalede lidt efterfølgende, men overordnet er billedet positivt.
Ifølge Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, skyldes det, at alternativet til en aftale var værre. Her var der risiko for handelskrig.
- Investorerne reagerer optimistisk, siger han i en skriftlig kommentar.
Trods aktiemarkedets optur forstår professor i nationaløkonomi Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet erhvervslivets bekymringer.
- Det her kommer til at gøre danske varer markant dyrere i USA. Af den grund kommer amerikanerne selvfølgelig til at købe færre danske varer, siger han.
Mange af de store virksomheder, herunder Novo Nordisk, har en stor produktion i USA, og det betyder, at de ikke rammes helt så hårdt af en toldmur.
Men Bjørnskov tilføjer, at der er mindre danske virksomheder, som er truet på livet. Det kommer an på sektorer og størrelser, og nogle vil finde andre markeder, men andre har stort salg til USA, og her ser det alvorligt ud.
Også professoren peger på usikkerheden som en negativ faktor. USA har lavet en tilsvarende handelsaftale med Japan om 15 procent told. Men tolden på stål er efterfølgende kommet til at ligge på 50 procent i stedet.
- Så man kan sagtens se, at Trump leger julelege med enkeltsektorer og enkeltvarer, siger Christian Bjørnskov.
Fra regeringshold siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), at "handelsrelationen har været og fortsat er udfordret og plaget af uforudsigelighed".
- Handelsvilkårene bliver ikke lige så gode som tidligere, og det er ikke vores valg. Men der må findes en balance, som stabiliserer situationen, og som begge sider kan leve med, siger Lars Løkke Rasmussen i en skriftlig kommentar.
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) glæder sig til gengæld over, at der er klarhed for dansk erhvervsliv.
- Det er et skridt på vejen til at skabe den forudsigelighed og stabilitet, som er vigtig. For USA er Danmarks største eksportmarked, og danske datterselskaber har skabt mere end 90.000 job i USA, siger han i en kommentar, der også er skriftlig.
Handlen mellem EU og USA udgør næsten en tredjedel af den samlede verdenshandel.
/ritzau/