Sønderskov ved Silkeborg. Foto: Bevar de Danske Skove

Af Ove Knudsen, talsmand for Bevar de Danske Skove 7. marts 2025 12:39

Vi oplever netop nu et stort pres på vores land udefra, hvor imperialistiske ”kejsere” fra flere sider angriber vores territorium, forsyningssikkerhed, kommunikation og fri handel.

Trusler indefra er desværre samtidigt med til at svække vores sammenhængskraft som nation. De bunder i en magtforskydning, der er sket bag kulisserne gennem mange år, og som har gjort at vores valgte folketingsmedlemmer og regeringer må føle sig som marionetter med begrænset reel indflydelse.

Jeg har især fulgt denne magtovertagelse bag demokratiets facade på det felt, der handler om naturbeskyttelse, biodiversitet og bæredygtig anvendelse af naturressourcer, men intet tyder på, at det kun er her magten i praksis fjernes fra folkestyret.

Manglende kritisk modspil 

Det første iøjnefaldende brud med en demokratisk proces og en samlet afvejning af samfundets interesser skete med vedtagelsen af loven om naturnationalparker samt udlæg af urørt skov på 75.000 hektar, svarende til cirka 2/3 af vores fælles skovarealer. 

Her åbnedes for en uhørt indflydelse for en snæver gruppe af eksperter, som – støttet af ikke mindst Danmarks Naturfredningsforening – fik lov at udarbejde problemformuleringer og løsningsmodeller uden kritisk modspil fra en bredere kreds med andre faglige forudsætninger.Hele omlægningen – eller nærmere maltrakteringen – af vores skove, fjernelse af deres bidrag til klimaindsatsen og den værdifulde natur, de beviseligt rummer, er solgt til politikere og dele af befolkningen ved hjælp af propaganda for en ”vild” natur, der skal opstå ved rewilding. 

Det er dog ikke en tilstand, der får lov at opstå på naturens egne præmisser, men ved hjælp af kraftig fældning, ødelæggelse af levende træer, stormfald, sandflugt, oversvømmelse, indhegning og afgræsning med store flokke af udsatte dyr. I ideologien indgår, at dyrene ikke må tilskudsfodres, selv om arealet ikke giver tilstrækkelig føde til, at de kan overleve, samt en særlig mulighed for at dispensere fra reglerne om dyrevelfærd. Samtidigt skabes en konkurrencesituation til det vilde dyreliv, som nærmest bliver gidsler i indhegningerne.

Befolkningen har ikke været med i beslutningsprocessen om denne voldsomme ændring af landets hidtidige naturbeskyttelsespolitik, hvor det stadig af gældende lov fremgår:

”..loven skal medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og bevarelsen af dyre- og plantelivet.”

Naturstyrelsen har undervejs foretaget en række alibi-tiltag med skovvandringer og ren envejskommunikation med anprisning af vild natur. Senest har miljøministeren nedsat ”bestyrelser” for de kommende naturnationalparker. Bestyrelserne er dog sammensat med en håndplukket medlemskreds, en stærkt begrænset indflydelse og klar overvægt af rewildingtilhængere, som kan bistå formændene med at kvæle tilkendegivelser fra de få modstandere, der har sneget sig med.

Indførelse af nyt natursyn 

Det endelige bevis på, at hverken befolkning eller Folketinget fremover behøver at beskæftige sig med natursyn, rekreative behov, friluftsliv eller naturressourcer fremlægges i et indlæg i Altinget 02.12. 2024, hvor en gruppe forskere kan erklære, at Danmark er midt i et paradigmeskifte for naturen. 

Det er en gruppe bestående af Camilla Fløjgaard, Rasmus Ejrnæs, Jens-Christian Svenning og Hans Henrik Bruun, som er forskere/professorer ved Aarhus og Københavns universiteter og erklærede rewilding tilhængere.

De bekræfter, at der er iværksat et paradigmeskifte for naturen, der betyder at Danmark satser den natur, vi hidtil har beskyttet, i et hjemmestrikket rewildingprojekt. Samtidigt erkender de, at det alene er deres personlige vurderinger, der er grundlag for en tro på, at paradigmeskiftet kan ske indenfor de rammer, vi skal overholde efter Habitatdirektiv og Naturgenopretningsforordningen.

Forskerne viser med deres indlæg, at hverken Folketinget eller befolkningen har været oplyst om rækkevidden af beslutningerne om at etablere naturnationalparker, nemlig at Danmark har skiftet sit grundlæggende natursyn ud med en letkøbt rewildingteori. Det er et eksempel på, hvordan selvbestaltede orakler får ubegrænset adgang til udbredelse af personlige holdninger uden anden dokumentation end deres titler og ansættelsessted.

Det må undre, at dyrt uddannede forskere, med betalte rådgiverfunktioner for staten, tilsyneladende hæmningsløst benytter fri politisering på områder, hvor de selv har interesse i at få nye opgaver. Er der mon smuttet noget i uddannelsen om armslængde principper? I hvert fald er det svært at se bort fra, at den ”vilde” natur i det ufærdige koncept kan give mange opgaver med monitorering, udredninger og reguleringsforslag, når det viser sig, at udviklingen bliver helt anderledes end drømmescenarierne.

Eneret til at bestemme over naturens ressourcer

Imens står en undrende befolkning, der troede at en stemme til folketingsvalget havde betydning, tilbage og ser på, at landet svækkes økonomisk, selvforsyningsmæssigt samt klima- og naturmæssigt, fordi en magtfuld ”elite” har fået eneret til at definere natur og sætte rammer for anvendelsen af naturens ressourcer.

Denne umyndiggørelse af befolkningen ligner et forfald i vores styreform, drevet af en politisk og akademisk ”overklasse”, der, måske i en jagt på penge og magt, har fortrængt de etiske og medmenneskelige bindinger, der er forudsætningen for et sammenhængende samfund. Fragmenteringen ses tydeligt, når de ideologiske bannerførere for en eksklusiv ret til at kræve kæmpestore arealer til en ”vild” natur - uden fri adgang for mennesker og uden basal nytteværdi for samfundet- revser enhver, der ytrer sig med andre synsvinkler. Deres aggressivitet er udtryk for en kynisme og egoisme, som efterlader andre samfundsgrupper med en oplevelse af overgreb på retten til at have en mening om, hvordan vores fælles goder skal forvaltes. Det er ikke kun vores fælles ejendom i form af landets naturressourcer, men hele vores fællesskab – vores nations sammenhængskraft, der er truet af denne udvikling.

Derfor er det snart sidste udkald for regering og folketing til at tage ansvar, hvis vi skal bevare et demokratisk land med en folkelig baseret modstandskraft overfor internationale trusler. I den sammenhæng er vi dårligt hjulpet af offentligt finansierede opportunister med snævert fokus på egne særinteresser.