23948sdkhjf

Canett vil hente millioner på eksport

Ved at satse på nye europæiske markeder vil den vestjyske møbelgrossist øge omsætningen med 24 procent i dette regnskabsår.
Traditionelt har Canett Furniture hentet stort set hele sin omsætning på det norske marked, men en omfattende strategisk satsning skal sparke døre ind til nye europæiske markeder.

- Vi har arbejdet målrettet på at omlægge forretningen digitalt for at imødekomme kundernes behov for at servicere slutbrugeren over internettet. I løbet af det sidste års tid er organisationen styrket med 4-5 nye medarbejdere inden for salg, logistik og marketing. Det er med til at løfte os til det næste niveau, fortæller it- og marketingchef Darren Wilden til Wood Supply.

Han kom til Canett Furniture for et halvt års tid siden og er en af drivkræfterne bag den nye digitale strategi, der især fokuserer på digitalisering og markedsføring. Ifølge Darren Wilden adskiller Canett sig fra mange andre mindre møbelvirksomheder på to områder. Dels ved at være lagerførende, og dels ved at bruge forholdsvist store ressourcer på at udvikle de rigtige materialer til forhandlerne. Alt sammen ud fra filosofien om, at jo hurtigere kunderne kommer af med varerne, desto flere genbestillinger vil der tikke ind hos Canett i Lemvig. Og prioriteringen bliver mindst lige så vigtig nu, hvor Canett for alvor bevæger sig ind i den digitale tidsalder.

- Vi har brugt fire måneder på at udvikle en ny hjemmeside, der bliver et centralt omdrejningspunkt fremover. Det bliver her, at kunderne skal hente deres og så videre fremover. Vi får flere og flere e-handelskunder, og de har brug for at kunne hente materialer, billeder og prislister hurtigt. Den mulighed har vi nu givet dem. En e-butik uden lager har brug for en virksomhed som os. De er gode til webshops, vi er gode til møbler, forklarer han.

Tyskland, Spanien og Italien. Hvad med Danmark?
Canett Furniture beskæftiger 18 medarbejdere og omsatte for 54,9 mio. kr. i det regnskabsår, der blev afsluttet ved udgangen af juni måned. Med de nye digitale tiltag er målet at øge omsætningen til 68 mio. kr. frem mod til næste sommer. Det kræver en langt mere aggressiv markedsføring, end den vestjyske virksomhed normalt har for vane.

- Vi er nok en lidt overset virksomhed, og derfor skal vi ud og vise ansigt. Vi har netop udstillet på messe i Tyskland med stor succes, og i november tager vi til Bruxelles. Branchen skal vide, at der findes et Canett, som ikke kun handler med Norge – men med hele Europa. Vi vil selvfølgelig fortsat pleje vores gode kunder i Norge, men det er nødvendigt at satse bredere, og vi har antennerne langt ude. I første omgang handler det om Tyskland, Spanien og Italien, fortæller Darren Wilden.

Med base i Lemvig i Vestjylland kan det undre, at Canett Furniture har Norge som sit hovedmarked, men det har sin forklaring:

- Vi vil gerne Danmark og har også afsat møbler til danske kunder. Men krisen har været meget hård herhjemme, og derfor har vi satset andre steder. Canett har blot eksisteret i ti år, og i den tid har Danmark ikke været tilstrækkeligt interessant som vækstmarked. Det kan selvfølgelig ændre sig, og vi ved, at der er kunder for os derude, siger it- og marketingchefen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.058