Designere skaber ny dørtype gennem forskningsprojekt
Friis & Moltke har lanceret døren 'Knast', og produktivudviklingen har været anderledes end vanligt.
Døren udspringer fra et forskningsprojekt, hvor arkitektfirmaet har arbejdet med rester af massivt træ fra gulvproduktion. Det er en del af projektet ReshapeWaste, hvor én virksomhed overtager en anden virksomheds restprodukter, som hidtil har været betragtet som overskydende materialer eller affald.
- Vi arbejder som regel med jomfrueligt materiale, så det er noget nyt at arbejde med materiale, som folk ikke nødvendigvis forstår som godt eller fint, udtaler Mikkel Bahr, der er markedschef hos Friis & Moltke, i en pressemeddelelse.
ReshapeWaste-projektet har et klart mål om, at dansk design igen skal være dagsordensættende og denne gang bidrage til at dreje verden i en mere bæredygtig retning.
Vil udbrede erfaringer til erhvervslivet
En designer bliver derfor koblet sammen med en produktionsvirksomhed, der har restmaterialer, og herefter ser man på produktionsfaciliteter og kundegrupper afhængigt af, hvordan der skal arbejdes videre med materialerne, og hvem der skal aftage produktet.
Det resulterer ifølge pressemeddelelsen i gennemtænkte idéer og nye design med materialer, som ellers ville være blevet smidt ud.
En af målsætningerne er at udbrede læring og erfaringer fra projektet, så andre i dansk erhvervsliv kan se, hvordan man kan udnytte restmaterialer til at skabe en mere bæredygtig produktionsproces og grønnere forretningsmodeller.
I podcastserien ”DesignLab” præsenterer forskere, designere og arkitekter deres erfaringer med at anvende aflagte restprodukter i nye design, blandt andre Friis & Moltke, som har udviklet døren Knast. Navnet symboliserer de knaster, der kan være en af årsagerne til, at træet er blevet frasorteret.
Levende i sin form
Døren har en særlig struktur, hvor linjerne er ens, og intet er tilfældigt sat sammen.
Designerne beskriver den som levende i sin form, og at den bringer personlighed ind i et rum, hvilket står i kontrast til den traditionelle indvendige dør, der typisk er en stor flade, 2 meter høj, 90 centimeter bred og 4 centimeter tyk.
- Vi forsøger at påvirke forestillingen om, hvad der er smukt, og hvad der er kvalitet. Vi har udviklet et design med et sammensat udtryk, hvor vi viser materialets forskelligheder frem. Udover selve byggematerialerne tror vi også på, at bæredygtighed inden for design findes i langtidsholdbare produkter, som forbrugerne har i mange år, udtaler Mikkel Bahr.
Linda Nhu Laursen har en finger med i utallige projekter i sin rolle som forskningsleder i AAU Design Lab, og det har skubbet til tankerne om, hvordan rest- og affaldsmateriale kan indgå i bæredygtigt design, blandt andet gennem ReshapeWaste-projektet.