Sofacompany taber endnu engang millioner: - Det har været et udfordrende år
Møbelfirmaet har netop offentliggjort nøgletal for regnskabsåret 2023/24, og de viser et tab på 41 mio. kr. Det er et mindre underskud end året før, hvor det lød på 73 mio. kr.
Mens det går i den rigtige retning for driftsresultat, står det værre til med omsætningen. Sofacompany sluttede regnskabsåret med en omsætning på 524 mio. kr. Det er et fald på 12 pct. i forhold til året før, hvor omsætningen landede på 600 mio. kr.
- Det har været endnu et udfordrende år for globale møbelhandlere, da forbrugerne fortsat er forsigtige, og krigen i Ukraine desværre har været ledsaget af en eskalerende konflikt i Mellemøsten, hvilket også har gjort containertransport betydeligt dyrere og langsommere, da mange rederier stoppede med at sejle via Det Røde Hav og Suezkanalen tilbage i december 2023, udtaler Henrik Andersen, adm. direktør i Sofacompany, i en pressemeddelelse.
Det var ellers forventningen, at omsætningen ville vokse til mellem 650 og 750 mio. kr. for Sofacompany. Henrik Andersen er dog glad for forbedringen af driftsresultatet.
- Vi er stolte af, at vi på trods af et fald i omsætningen og høje containerfragtrater, har forbedret vores EBIT-resultat med 32 mio. kr. sammenlignet med det foregående år, og faktisk har opnået et lille, men positivt driftsresultat (EBITDA) på 1,2 mio. kr., udtaler han.
Fald i engros, stigning i detail
Transportudfordringerne, som særligt skyldes den ustabile situation i Europa og Mellemøsten, har resulteret i et fald af B2B engroshandelen. Omvendt kan Sofacompany præsentere en stigning i detailomsætningen på otte pct., og det afspejler ifølge direktøren den transformation, møbelvirksomheden har været inde i.
- Oprindeligt startede vi som en ren B2B engrosvirksomhed med fokus på design, produktion og salg til større internationale møbelkæder, men i de seneste år har vi gennemgået en transformation, hvor vi primært fokuserer på direkte salg til kunderne gennem vores egne butikker og webshops. Derfor er vi også glade for at se, at vores detailomsætning er steget og nu udgør størstedelen af vores omsætning, udtaler Henrik Andersen.
Sofacompany har 31 butikker fordelt på otte europæiske lander og har åbnet fire nye butikker i det seneste regnskabsår, den seneste i Kongens Lyngby. Desuden er tre butiksåbninger på vej.
- I november åbner vi i Stuttgart, Tyskland og Haag i Holland, og omkring årsskiftet åbner vi en ny butik centralt beliggende i Aarhus, Danmark. Ambitionen forbliver at nå 40 butikker ved udgangen af 2025, udtaler Henrik Andersen.
Sofacompany har siden 2021 været ejet af Lars Larsen Group, der overtog selskabet fra kapitalfonden Procuritas. Actona Group, som også er ejet af Lars Larsen, offentliggjorde for nylig også nøgletal for seneste regnskabsår. De viste fald på omsætning og indtjening.
Her kan du læse om Actona-direktørens reaktion på det skuffende resultat.