Spærgigant fejrer 1.000 dage uden ulykker: - Det gør en forskel
Alle arbejdsulykker er ulykkelige, men desværre svære at undgå helt.
Hos Palsgaard Spær har man dog haft stor succes med at nedbringe antallet af dem over de seneste to år.
Således kan to af virksomhedens produktionssteder i Kliplev og Ugilt denne måned fejre hele 1.000 og 500 dage uden én eneste arbejdsulykke. Og det er en bedrift, som Danmarks største spærproducent ifølge direktør Tobias Smith bestemt ikke er kommet sovende til.
- Vi lancerede en strategiplan tilbage i 2022, hvor vi netop satte eksplicit fokus på at være en god arbejdsplads og sikre det bedst mulige arbejdsmiljø - herunder arbejdsulykker eller rettere fraværet af dem, siger han til Wood Supply.
Mod strømmen
På landsplan blev der ifølge Arbejdstilsynet anmeldt 49.088 arbejdsulykker i 2023. Det markerede en uheldig stigning på hele 13 pct. sammenlignet med præ-corona året 2019.
Samtidig er antallet af anerkendte arbejdsulykker siden 2017 steget med 8 pct. Det viser tal fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Men den udvikling er Palsgaard altså lykkes med at gå imod.
Igangsatte I den her strategi, fordi I havde 'for mange' arbejdsulykker?
- Det er ikke, fordi vi har haft specielt mange arbejdsulykker hos Palsgaard, og de færreste produktionsvirksomheder er desværre ulykkesfrie, medgiver direktøren, inden han fortsætter:
- Men det vigtigste er vores medarbejderes sikkerhed og at kunne nedbringe ulykkerne betragteligt, og det er et stort plus, at den nye strategi har givet positive resultater, som vi kan udvikle yderligere i alle vores afdelinger.
- Vi vil gerne fortælle historien om, at det faktisk gør en forskel at sætte fokus på ulykkerne, siger direktøren.
Tobias Smith ønsker ikke at sætte konkrete tal på antallet af ulykker før strategien, men siger dog, at Palsgaard Spær er lykkes med at reducere antallet af ulykker "markant".
Værktøjskassen
Palsgaard har haft fat i den store værktøjskasse for at klæde medarbejderne bedre sikkerhedsmæssigt på. Samtidig går man helt anderledes til processen nu, hvis uheldet desværre har været ude eller har været lige ved.
Ifølge Tobias Smith har man således sat øget fokus på flere kurser, ligesom man i højere grad kører med sidemandsoplæring, hvor medarbejdere med høj anciennitet følger nye medarbejdere. Samtidig laver man nu månedlige sikkerhedsrunderinger i hver afdeling, ligesom hver arbejdsulykke eller såkaldt 'nær-veds-hændelse' endevendes, så der kan læres af dem.
Det handler også om, at vi på et mere overordnet plan gerne vil være en attraktiv arbejdsplads. Tobias Smith, direktør, Palsgaard Spær
Derudover har man fokus på at opfordre medarbejderne til at levere feedback og melde sikkerhedsrisici ind til ledelsen, som så igen deles på tværs af produktionsafdelinger.
Gjorde I ikke nogen af de her ting førhen?
- Vi har altid lavet arbejdspladsvurderinger og sikkerhedsrunderinger, men i den senere tid mere systematisk og i samarbejde med medarbejderne. Deres viden er en stor ressource. Det er klart dét, der gør den største forskel, siger han.
En middagsfejring
En ulykke er altid én for meget, lyder det gamle mundheld, og det er også sandt hos Palsgaard Spær. Ikke desto mindre er der også andre motiver bag indsatsen for at minimere ulykker.
- Det handler selvfølgelig også om, at vi på et mere overordnet plan gerne vil være en attraktiv arbejdsplads, så vi både kan fastholde og tiltrække medarbejdere, siger Tobias Smith.
- De fleste har meget lang anciennitet, og den viden, de har, kommer alle til gode.
Og de 500 og 1.000 ulykkesfrie dage skal da også fejres senere på året, hvor medarbejderne i Ugilt og Kliplev er inviteret til stor middag.
Men hvorfor skal man fejre noget, der burde være en selvfølge? Altså at man undgår arbejdsulykker?
- Vi og ikke mindst medarbejderne har gjort en stor indsats for det her. Så selvom, det burde være en selvfølge, at ingen kommer til skade på sit arbejde, så er det vigtigt for os at anerkende, at medarbejderne har lagt og hver dag lægger en kæmpe indsats i at undgå de her ting, fortæller direktøren.
Palsgaard Spær er en del af Nordic Wood Industries og beskæftiger samlet 700 medarbejdere på tværs af 12 lokationer i både Danmark og udlandet.