23948sdkhjf

Miljøstyrelsen får kritik for stop af indsamling af klimadata i danske skove

Overvågningen af danske skove skal fremover ske via satellitter og kunstig intelligens. Det kan slet ikke lade sig gøre endnu, siger forskere

Miljøstyrelsen har besluttet, at den fremover selv vil stå for overvågningen af de danske skove.

Det skriver Dagbladet Information.

Den opgave har ellers i de sidste 20 år været varetaget af forskere fra Københavns Universitet, der har indsamlet data fra over 2000 steder i danske skove.

I en pressemeddelelse oplyser Miljøstyrelsen, at den vil hjemtage opgaven for at "sikre sammenhæng til den øgede digitalisering af overvågning af skov og natur blandt andet ved brug af satellitdata og mønstergenkendelse".

En af de forskere, som specifikt arbejder med at udvikle nye metoder til at overvåge skovene ved hjælp af kunstig intelligens og satellitbilleder, er Rasmus Fensholt, professor på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Han er langtfra begejstret for nyheden.

- Det er en teknologi i rivende udvikling, men det er helt på månen og præmaturt, hvis man tror, at man kan afskaffe de her målinger uden arbejdet ude i felten, siger han til Information.

Han forklarer også, at man træner den kunstige intelligens med målingerne fra felten, så den kan overtage opgaven i fremtiden.

- Men der er vi slet ikke endnu, siger han.

Ingen færdig plan

Miljøstyrelsen er endnu ikke kommet med en plan for, hvad der skal erstatte den tidligere overvågning. Og forskere frygter, at man ikke når at indsamle data fra 2024.

Klimarådet har i sin statusrapport, der udkom i sidste uge, direkte advaret om risikoen ved brud på dataserier.

I et skriftligt svar til Information skriver Katrine Hahn Kristensen, der er kontorchef for Landskab & Skov, at den øgede digitale overvågning af skov og natur er et paradigmeskifte.

Hun oplyser, at overvågningen også skal ske gennem feltdata i det omfang, hvor digitale metoder endnu ikke kan give data af tilstrækkelig kvalitet.

/ritzau/

Læs mere om: SKOV
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078