23948sdkhjf

Unge designere skal udvikle køkkener til ældre

Hvem siger, at boligdesign skal være forbeholdt de unge og smarte?
85 deltagere fra Polen, Estland, Letland, Litauen, Sverige, Finland og Danmark mødes i næste uge til en større matchmaking og Innovations Camp på Kunstakademiets Designskole i København.

I løbet af de fem dage, som campen strækker sig over, er målet at udvikle en række koncepter og prototyper på bæredygtige og multifunktionelle køkkener til +65 målgruppen.

- Vi forventer, at vi får udviklet nogle nyskabende køkkenløsninger til den voksende befolkningsgruppe af personer over 65 år. Denne gruppe har nogle andre behov til funktionalitet, men de stiller samtidig krav til designet, og her mener vi, at der ligger et uopdyrket marked. Derfor er målet, at vi udover at udvikle nogle innovative løsninger også får dannet nogle forretningsmæssige kontakter, som kan bidrage til Danmarks eksport, siger Betina Simonsen fra Innovationsnetværket Livsstil Bolig & Beklædning, der står for Innovations campen.

På campen deltager både virksomheder og designstuderende fra de syv involverede lande. Det bliver således lagt i hænderne på unge at udvikle fremtidens køkken til ældre. Og det bliver en spændende proces, mener Betina:

- Servicedesigns er i dag en fast del af undervisningen på de danske designskoler, så de studerende er bevidste om, at forskellige målgrupper har forskellige behov. Derudover har vi i Danmark meget fokus på brugeroplevelse og brugerinddragelse, så jeg er sikker på, at de unge på tværs af landegrænser kan nå frem til noget helt unikt, siger hun.

Mange forskellige kompetencer
Danmarks lange tradition for at integrere design i produkter har betydet, at København er valgt som sted for afholdelse af campen. Deltagerne fra de øvrige lande kommer til København med en række andre kompetencer og fortrin. Universitetet i Poznan bidrager med en stor viden om materialer, Art Academy of Latvia har flere års erfaring med målgruppen +65, Sverige deltager med en af Nordeuropas største køkkenkoncerner ligesom den finske partner har stor indsigt i brugerdreven innovation.

For danske designere og køkkenproducenter er potentialet ifølge arrangørerne stort. Udover muligheden for at nytænke køkkendesign til ældre medborgere skal campen skabe nye samarbejder både indenfor produktion, distribution og afsætning landene imellem. Også for projektpartnerne åbner campen op for nye samarbejdsmuligheder.

Deltagerne bliver i løbet af ugen delt ind i designteams, og campen afsluttes med en præsentation af de frembragte koncepter og prototyper. En jury vurderer projekterne og fredag klokken 13.30 uddeles prisen for henholdsvis største nyhedsværdi og største realiseringspotentiale.

StarDust er en del af det EU-finansierede projekt BSR Stars, Innovation in the Baltic Sea Region ( www.bsrstars.se) , som i Danmark er har deltagelse af Innovationsnetværket Livsstil, Bolig & Beklædning, der hører under Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079