Et kinderæg af et boligkoncept - modulbygger og arkitekt samler kræfterne
Coronakrisen, krigen i Ukraine og høje prisstigninger har de seneste år gjort udfordret private investorer og almene boligselskabers byggeri af boliger, der som en art kinderæg tilgodeser både beboere, arkitekturen og klimaet.
Nu går Scandi Byg og C.F. Møller Architects imod tendensen.
Sammen har de udviklet et nyt boligkoncept kaldet Value Living, der balancerer arkitektur, økonomisk tilgængelighed og et lavt CO2-aftryk.
- Med vores nye boligkoncept gør vi det muligt at bygge inden for rammebeløbet til almene boliger, som samtidig har et lavt klimaaftryk, siger Flemming Dalgaard, der er salgsdirektør i Scandi Byg, i en pressemeddelelse.
Konkret har arkitektvirksomheden og modulbyggeren udviklet et modulsystem, som består af basismoduler, der kan kombineres på kryds og tværs og dermed skabe unikke løsninger.
- Boligerne er desuden udarbejdet, så de kan certificeres med Svanemærket, og ud fra tidligere gennemførte projekter har vi beregnet, at vores byggesystem alene kan bidrage med op til 48 pct. i DGNB-point – afhængigt af aftalen med bygherre kan vi bidrage med endnu flere point, fortæller Flemming Dalgaard.
Han tilføjer, at boligerne får et CO2-aftryk på ned til 5,5 kg CO2-ækv./kvm/år.
Value Living-boligerne er tiltænkt etagebyggerier på op til tre etager og rækkehuse i to plan. Boligerne bygges som modulbyggeri i træ på Scandi Bygs fabrik i Løgstør.
- God og holdbar arkitektur er ikke kun for dem, der har mange ressourcer. Det skal være for alle. Det er blandt andet noget af det, som vi gerne vil vise med vores nye boligkoncept – at man kan få spændende og flot arkitektur til en fair pris for både investorer, beboere og ikke mindst klimaet, forklarer afdelingschef hos C.F. Møller i Aalborg, Søren Tortzen.