23948sdkhjf

Træpilleproducent henter ny direktør

Det danske United Shipping and Trading Company (USTC) indgik i marts 2021 en aftale om at købe en majoritetsandel i CM Biomass, og i maj 2023 øgede USTC yderligere sin ejerandel ved at købe flere aktier fra en af CM Biomass’ medstiftere.

Siden købsaftalen trådte i kraft i 2021 har Simon Rodian Christensen, stifter og medejer af CM Biomass, haft rollen som CEO for både CM Biomass og moderselskabet Copenhagen Merchants.

Efter en succesfuld overgangsperiode og integration af CM Biomass i USTCs portefølje af selskaber, og med udsigten til fortsat vækst, er tiden nu ideel til, at Simon Rodian Christensen kan give stafetten videre til en ny CEO, der kan fokusere 100 procent på CM Biomass.

Det vil desuden give Simon Rodian Christensen mere tid til at fokusere på familiens hovedselskaber, som også oplever vedvarende vækst.

Morten Buchgreitz afløser Simon Rodian Christensen som CEO for CM Biomass den 1. juli i år. Han kommer fra en stilling som Group SVP i Vestas Global Offshore og har tidligere haft rollen som CEO for Markets & Bio Energy i Ørsted. CM Biomass' koncernledelse består nu af Morten Buchgreitz som CEO, Michael Hjorth Christensen, der er udnævnt til Deputy CEO, CFO Ask Michael Munck og Todd G. Bush, som er Head of North America.

Det oplyser CM Biomass i en pressemeddelelse.

- Jeg er meget stolt og begejstret over at blive udnævnt til CEO. Samtidig er det med en stor mængde ydmyghed, at jeg ser frem til at fortsætte med at bygge videre på alt det, som Simon og resten af organisationen allerede har opnået. Det stærke resultat, som CM Biomass kan præsentere i dag, er et bevis på dette og placerer CM Biomass i en solid position til at fortsætte væksten i de kommende år, siger Morten Buchgreitz, CEO i CM Biomass.

Morten Buchgreitz har været medlem af CM Biomass’ bestyrelse siden december 2021 og har derfor et indgående kendskab til forretningen. Han var også medlem af USTCs bestyrelse i perioden 2014-2022.

- Vi er meget glade for at byde Morten Buchgreitz velkommen som vores nye CEO. Fagligt og værdimæssigt repræsenterer han en stærk ressource med indgående kendskab og en omfattende forståelse af den internationale energibranche, hvor han har stor erfaring med at arbejde med grøn omstilling og bæredygtige alternativer. Vi er sikre på, at han sammen med det utroligt dygtige team i CM Biomass vil fortsætte med at levere imponerende resultater gennem omstillingsparathed, organisk vækst og relevante opkøb, siger Christian Junker, bestyrelsesformand i CM Biomass.

Se nøgletal for:
Læs mere om: biomasse træpiller
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.406