Snedkerprisen delt i to
– Vi vil se talent, passion og ambition – og vi vil gerne overraskes.
Sådan lød det fra oldermand Mads Raaschou, da ansøgningsrunden til Snedkerprisen 2023 i efteråret blev åbnet. I sidste uge blev prisen uddelt til årets to modtagere under 3 Days of Design, og Københavns Snedkerlaug, der for sjette gang står bag, valgte i år at belønne en dansk-japansk duo og en mand med blik for værdighed.
Det oplyser Københavns Snedlerlaug i en pressemeddelelse.
Årets snedkerpris, der blev uddelt på laugets udstilling Carpentry Craft i Moltkes Palæ, gik til Akiko Kuwahata og Ken Winther, der sammen står bag Akiko Ken Made og Anker Bak, der med fokus på æstetik og værdighed har gentænkt en række hjælpemidler.
Et kip med kaffekoppen
“Når man først har set noget, kan man ikke u-se det. Anker Bak har skabt en serie af
fint formgivne objekter i træ til de mere skrøbelige dele af livet – en rollator, en krykke, en pilleæske, en kiste. Da vi først havde set Ankers smukt formgivne værker, kunne vi ikke u-se, hvor lidt værdige sammenlignelige standardprodukter er”, lyder det i snedkerlaugets motivering for at give prisen til Anker Bak, der tidligere på året også blev belønnet med Wegnerprisen.
– Allerede når et menneske får brug for et hjælpemiddel, er der værdighed på spil, forklarer prismodtageren om startskuddet til den serie af produkter, der nu har modtaget dobbelt hæder.
Da møbelsnedkerens 91-årige mormor fik brug for støtte, når hun skulle ud af huset, vægrede hun sig ved at bruge en standard rollator i aluminium og plastic, og det gav Anker Bak idéen til i fællesskab med mormoren at designe en krykke i træ, der ikke alene var stabil men også flot nok til at tage med ud i verden.
– Så mormors naboer ville løfte øjenbrynet og kippe med kaffekoppen. I stedet for at slå blikket ned og blive tavse, som oldermand Mads Raaschou, sagde i sin tale til overrækkelsen.
Et fælles sindelag
Årets anden prismodtager var duoen Akiko Ken Made, der udgøres af japanske Akiko Kuwahata og danske Ken Winther.
“Det er som om der er et fælles sindelag mellem Japan og Danmark, når det kommer til æstetik og værdsættelse af fint håndværk. Vi er så heldige at have et studio i Danmark, hvor det fælles sindelag helt naturligt kommer til udtryk, nemlig hos Akiko Kuwahata og Ken Winther, der formgiver og producerer under det fælles navn Akiko Ken Made. Æstetik og håndværk, fornemt og gennemført, svævende og smukt – til inspiration for os alle – det skal også hædres,” motiverer lauget sit valg.
Akiko Kuwahata er uddannet i Living Space Design på Nihon University, har arbejdet som møbelsnedker i Japan og siden studeret på Arkitektskolen i Aarhus. Gennem årene har hun arbejdet med at forfine teknikker og design af trægenstande, for at udforske og bruge naturligt træs potentiale og evner.
Ken Winther er så at sige født med en træske i munden, da begge hans forældre arbejdede med møbelproduktion, og han har siden videreudviklet sit håndværk hos PP Møbler. Den danske håndværkstradition har han siden suppleret med længerevarende uddannelsesperioder hos japanske tømrermestre.
Prisen på i alt 150.000 kr. blev delt mellem de to prismodtagere, der hver modtog 75.000.