23948sdkhjf

Tidligere Tvilum-topchef takker af i bestyrelsen

Torben Porsholdt, der i august takkede af på direktørposten hos Tvilum, har nu også forladt møbelproducentens bestyrelse.

Det fremgår af en opdatering i det Centrale Virksomhedsregister.

Torben Porsholdt indtog direktørstolen hos Tvilum i november 2017, blot to måneder inden virksomheden gik konkurs og efterfølgende blev genrejst med Porsholdt som en del af den nye ejerkreds. Af CVR fremgår det dog også, at den tidligere topchef pr. 20. marts har afhændet sin ejerandel i virksomheden til den øvrige ejerkreds, og dermed er der sat fuldt punktum for hans tilknytning til møbelproducenten i Fårvang.

– Det skyldes, at jeg har gang i et andet, stort projekt, og jeg har løbende solgt ud af mine aktier i Tvilum i den forbindelse. Derfor var det også svært, at give 100 pct. i mit arbejde i bestyrelsen, og af den grund har jeg valgt at trække mig, fortæller Torben Porsholdt til Wood Supply. 

Da han i sensommeren gav direktørstafetten videre til Tvilums hidtidige finansdirektør, forklarede han, at han i en rum tid havde haft lyst til at prøve noget andet.

– Når man har det operationelle ansvar, er man også på hele tiden. Det tærer på kræfterne, og det kan være hårdt indimellem. Jeg kunne mærke, at jeg godt kunne tænke mig at prøve noget andet – prøve et lidt friere arbejdsliv, fortalte han i august, næsten et år efter han havde informeret bestyrelsen om sit ønske.

En turbulent tid

Torben Porsholdt, der ankom til et Tvilum på vej i graven, nåede i sin tid ved roret at præsentere fire årsregnskaber med uafbrudt toplinjefremgang. Da han i august forlod topposten, var det dog oven på et år, hvor fragtproblemer og prisstigninger på råvarer resulterede i, at de ansatte på fabrikken ad flere omgange måtte sendes på fordeling, men hans forventning var, at vinden igen var ved at slå om.

– I starten af foråret havde vi ikke meget at lave, men jeg tror, at møbelbranchen har været igennem det værste, lød det i sensommeren fra den afgående direktør.

Den vurdering viste sig dog ikke at holde stik, og i januar måtte hans arvtager Kjeld Nielsen varsle en fyringsrunde, der endte med at koste 42 Tvilum-medarbejdere jobbet. To måneder senere annoncerede møbelproducenten lukningen af den tidligere Steens Group-fabrik i Kjellerup, som Tvilum i 2021 overtog.

– Vi har gennem en længere periode accepteret at køre på lavt blus på vores Kjellerup Vest-fabrik, fordi vi har arbejdet på og håbet på, at det kom tilbage, men det ser ikke sådan ud foreløbig, fortalte Kjeld Nielsen om lukningen, der betød et farvel til yderligere 55 ansatte.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125