23948sdkhjf

Flere piger søger mod erhvervsskolerne: - Det viser, at forandring er mulig

Bag ved de nedslående nyheder om endnu et års faldende antal ansøgere til erhvervsskolerne, gemmer sig den positive nyhed, at andelen af piger iblandt stiger. Ifølge Nina Groes, leder af Boss Ladies, giver det skud motivation til at fortsætte det lange og seje træk for en håndværksbranche, der appellerer til flere kvinder

Tidligere på ugen offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriet årets opgørelse over, hvor grundskolens unge søger hen i uddannelsessystemet. 

Trods nyfunden politisk opmærksomhed på problemstillingen faldt det samlede antal ansøgere til landets erhvervsskoler for femte år i streg. Det fik flere aktører i byggebranchen til at kræve færre politiske skåltaler og mere politisk handling.

Iblandt tallene gemmer sig dog også en positiv fortælling; igen i år stiger andelen af piger, der søger ind på Byggeri, teknologi og transport. Det er en stigning på 4% i forhold til 2022 og hele 7% siden 2019.

Det gør mig helt utroligt glad at se, at vi får motiveret flere unge piger og kvinder til at gå efter drømmen trods de kønsstereotyper, vi stadig har. Nina Groes, direktør i Foreningen Divérs der administrerer Boss Ladies

Det vækker naturligvis stor glæde hos Nina Groes, der som direktør i Foreningen Divérs leder Boss Ladies’ arbejde for stimulere unge piger og kvinders interesse for faguddannelserne.

- Det gør mig helt utroligt glad at se, at vi får motiveret flere unge piger og kvinder til at gå efter drømmen trods de kønsstereotyper, vi stadig har. Det er også et bevis for de mønstre, vi har set igennem nogle år. At forandring faktisk er mulig, siger hun.

Boss Ladies

- Leder og stifter er Nina Groes. Hun står også bag NGO'en Divérs, der arbejder for større diversitet på arbejdsmarkedet og i civilsamfundet.
- Arbejder for at stimulere piger og unge kvinders interesse for at søge bygge-, anlægs- og installationsbrancherne, de maritime fag og de tekniske fag.
- Består bl.a. af et ambassadørkorps på mere end 300, kvindelige håndværkere. De besøger folkeskoler og erhvervsskoler for at dele deres erfaringer fra bygge- og anlægsbranchen.
- Boss Ladies støttes af blandt andet Byggeriets Uddannelser, DI Byggeri, Dansk El-Forbund, Dansk Metal, KL, Teknologipagten, Danske Malermestre, DI og Malerforbundet.

Boss Ladies

Rollemodeller og DIY-trends

En central del af Boss Ladies indsats for at åbne flere unge piger og kvinders øjne for at en erhvervsuddannelsernes muligheder er det såkaldte ambassadør-korps. I omegnen af 300 unge kvinder med en bred pallet af faguddannelser, der rejser land og rige rundt for at besøge folkeskoler. 

Værdien af rollemodeller som disse kan ikke overvurderes, mener Nina Groes.

- Det vi mærker, når vi møder folkeskoleelever er, at det er de færreste, der kender til uddannelserne. Og de, der gør, tænker ikke på dem som nogle, der er til for dem. Men der sker noget i mødet mellem vores ambassadører og de unge. ’If I can see it, I can be it’, siger hun og fortsætter:

- Det gælder selvfølgelig for alle typer af rollemodeller. Også dem blandt de nære relationer, dem du læser om i lokalavisen, ser i fjernsynet eller hvad det kan være.

Det er generelt set blevet mere cool som kvinde at kunne håndværk og kunne skabe ting – særligt til hjemmet – men hænderne. Nina Groes, direktør i Foreningen Divérs der administrerer Boss Ladies

Synligheden betyder enormt meget, understreger Nina Groes. Derfor er der også grund til at tro på, at en stigning i piger og kvinder, der søger mod erhvervsskolerne, vil resultere i flere rollemodeller og sprede sig som ringe i vandet.

En anden udvikling, der giver hende positive forhåbninger, er hvad hun kalder DIY-trenden.

- Det er generelt set blevet mere cool som kvinde at kunne håndværk og kunne skabe ting – særligt til hjemmet – men hænderne. Det forsøger vi også selv at føde ind i på TikTok eksempelvis, hvor vi sender vores ambassadørers gør-det-selv-projekter ud.

Stadig et bjerg at bestige

Med en andel på 7 pct. af erhvervsskolernes kommende grundforløb er der stadig ganske lang vej mod en nogenlunde kønsmæssig ligevægt.

- Vi står stadig overfor store kulturelle udfordringer, som vi skal have gjort op med. Det gælder både ude i virksomhederne og på erhvervsskolerne, mener hun.

Den overordnede vision bør i alle sammenhænge være, mener hun, at man stræber efter at skabe miljøer, hvor det er lige så rart at være som kvinde som for en mand.

Hun anerkender dog, at opgaven ikke er ligetil, når disse defineres af mangeårigt, indlejrede kulturer. Derfor har de også gennem projektets snart fem år erfaret, at det kræver indsatser, der er meget håndholdte.

- Vi kan ikke bare lave en generisk opskrift, som en given erhvervsskole skal gennemgå fra en ende af, hvorefter problemer er løst. Disse tiltag skal være tilrettet den specifikke kontekst, og vi skal være med på sidelinjen gennem de første steps. 

At tage et opgør med en sexistisk kultur er noget mere krævende end eksempelvis at åbne ens rekruttering op for kvinder Nina Groes, direktør i Foreningen Divérs der administrerer Boss Ladies

Mester skal tage et opgør

Ude i virksomhederne ser hun, hvordan mange kvinder fortsat møder mere eller mindre ubevidste fordomme, der holder udviklingen tilbage. Hvordan det stadig er sværere for kvinder at lande en læreplads. 

Eller den sexisme og forskelsbehandling, der eksisterer på arbejdspladserne, manifesteret i alt fra ting som en lummer omgangstone eller at virksomhederne ikke har arbejdstøj eller sikkerhedssko, der passer.

- At tage et opgør med en sexistisk kultur er noget mere krævende end eksempelvis at åbne ens rekruttering op for kvinder, siger hun og fortsætter:

- Jeg oplever dog heldigvis, at vi er nået dertil på rejsen, hvor alle er enige om, at det er den her vej, vi skal. Og dem der har gjort noget ved det, fortæller videre, hvordan det har været det hele værd.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.234