23948sdkhjf

0605 TEMA: Det er Karup!

Artikel i Træ og Industri Juni 2005
Tekst Lars Rygaard, Design Business Group

Karup, som er den enkle præsentation af Karup Møbelfabrik og Karup Partners, deltager for tiden i projektet ”Kompetenceudvikling via design”. Samtidig er man er i færd med at gennemføre et generationsskifte i virksomheden.

Beskrivelse af virksomheden
Karups forretningsområde er produktion af senge og sovesofaer i massivt træ - primært fyrretræ, som markedsføres gennem Karup Partners, kombineret med futon madrasser, og andre komplementær varer, ”På den måde skabes et komplet koncept af moderigtige og ungdommelige møbler til vore kunder”, fortæller Svend Christensen, der er ansvarlig for salg og udvikling.

”Det er vores vision at kombinere den naturlige og ergonomiske futon madras med stilrene og moderigtige træstel”, fortsætter han. ”Vi har i forbindelse med ”Kompetenceudvikling via design” fået et tydeligere billede af, hvad vi skal arbejde med fremover:

”Forretningsområderne er prioriteret sådan, at det vigtigste er at udvikle og producere egne produkter, derefter at være underleverandør og udviklingshus og til sidst underleverandør ved lønarbejde”, fortæller Allan Christensen, der er ansvarlig for produktionen. Han fortsætter:” Det skal ses både i forhold til virksomhedens ønsker om udvikling, men også efter hvor indtjeningen er størst. Karup ønsker at være kendte for egne produkter, men at være underleverandør kan være med til at fylde produktionskapaciteten ud. Det ser også ud til at være en rigtig strategi, da markederne efter mange år med recessioner igen er i positiv udvikling.”

Produktionen
Produktionsanlægget er en blanding af nyt og ældre. Generelt er niveauet dog højt i forhold til konkurrenterne. Der er netop foretaget investering i nyt lakanlæg, samt en kombi boremaskine.

”Vi benytter os af underleverandører i både ind og udland i det omfang, vi finder det lønsomt at lægge komponenter ud til lavtlønsområder samt ved brug af nye materialer, som ikke passer ind i vores produktionsapparat”, fortæller Allan Christensen.

Han fortsætter: ”Produktion af madrasser med meget syarbejde foregår udelukkende i lavtlønsområder som Polen og Tyrkiet. Der er det seneste år påbegyndt indkøb af specialprodukter fra Kina, lige som vi har igangsat en undersøgelse af produktionsmulighederne i Sydamerika.”

Salg
Afsætningen af Karups produkter sker primært gennem kæder i Midteuropa. Karup differentierer sig i forhold til konkurrenterne ved, at disse primært producerer i stål, og man er markedsledere indenfor produktion af futonmøbler af træ. ”Derudover er Karups design markant anderledes i forhold til konkurrenterne”, mener Svend Christensen.

”Selv om vi er en mindre virksomhed er det nødvendigt at være innovativ”, fortsætter han. ”Vi skal gennem dygtige medarbejdere og en smidig organisation hele tiden forny os for at tilfredsstille markedets behov”.

Konkurrencen
For at klare sig i konkurrencen vil Karup til stadighed forsøge at være kreative og præsentere markedet for nyskabende produkter, der også indeholder nye funktioner.

For at sikre den rette kvalitet satser Karup meget på at kunne tiltrække kompetente medarbejdere. Det sker bl.a. ved at fremstå med en synlig personalepolitik, der bl.a. skal sikre at Karup er en sikker arbejdsplads. For også at skabe en udfordrende arbejdsplads for medarbejderne har Karup derudover valgt at deltage i projektet ”Kompetenceudvikling via design”. På den måde kan vi også fremover være en pålidelig og kompetent samarbejdspartner for vore kollegaer, da vi skal forsøge at forny os, hvilket bl.a. kan ske ved at tilføre nye kompetencer til organisationen”, siger Svend Christensen.

Kompetenceudvikling
Det har hidtil primært været Preben, Svend og Allan Christensen, der har forestået udviklingsarbejdet uden input fra andre faggrupper. For at leve op til nogle af målsætningerne valgte man derfor at indgå i projektet ”Kompetenceudvikling via design”.

Deltagerne i projektet er 4 produktionsfolk sammen med Svend og Allan Christensen. Projektet er sammensat af en række seminarer for de to ledende medarbejdere sammen med tilsvarende fra 8 andre virksomheder. Dertil kommer gennemførelsen af et konkret udviklingsprojekt på virksomheden. Dette inddrager også de 4 andre medarbejdere. Udviklingsprojektet er startet med en beskrivelse af Karup og en vurdering af den nuværende designanvendelse.

Som en sidegevinst ved beskrivelse af virksomheden har Karup også identificeret og fået beskrevet de værdier, som kendetegner virksomhedens arbejde i dagligdagen.

”Værdierne gælder ved udformning af produkter, produktets funktion, samt valg af materialer, men også at medarbejderne skal være glade for at komme på arbejde om morgenen, og samarbejdspartnere skal være glade for at arbejde sammen med folkene fra Karup”, fortæller Svend Chistensen.

I projektet fulgte derefter en DesignAudit til identifikation af virksomhedens styrker og svagheder i forhold til designanvendelse. Det har mundet ud i en række forslag til relevante designprojekter for Karup. Herefter er et projekt blevet valgt og beskrevet i et DesignBrief til brug for identifikation af designere, der kan give forskellige bud på løsning af opgaven. Der bliver afholdt møder med 3 forskellige designvirksomheder. Hele forløbet er styret af Design Business Group, der deltager i alle møderne på virksomheden.

Designopgaven
Det projekt, som Karup gennemfører under ”Kompetenceudvikling via design” vil ikke blive beskrevet her, udover at det skal være med til at fremme salget gennem en bedre eksponering af produkterne. Det projekt, som man oprindelig havde tænkt sig at gennemføre, var allerede langt i sin udvikling. Derfor var det faktisk for sent at inddrage designere i udviklingen. ”Vi har lært, at design er meget mere end man lige forestiller sig”, siger Svend Christensen. ” Det er sket både på seminarerne, men også på de møder, der har været på virksomheden for alle deltagerne i gruppen”, slutter en optimistisk virksomhedsejer.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078