Siden 1937 er der blevet solgt designmøbler og interiør hos Kollund Møbler. Og det fortsætter for lidt endnu.
Det skriver JydskeVestkysten.
I april valgte ejer Willy Støckler ganske vist at lukke ned for det historiske møbelhus i løbet af efteråret. Det skete i forbindelse med, at butikschef Kim Christensen havde sagt op.
Efter en omfattende oprydning har indehaveren dog besluttet at holde åbent i nogle ekstra dage.
Dermed er lukningen stadig en realitet blot med en ny bagkant.
I kølvandet på meddelelsen om lukningen blev butikken, som har været rammen om danske og tyske kunder med hang til eksklusive møbler og high-end boligindretning, sat til salg. Og interesserede har stadig mulighed for at erhverve lokalerne nær Flensborg fjord.
Kollund Møbler
Historien om Kollund Møbler går tilbage til 1937, hvor sadelmager Frederik Clausen, også kaldt ”Fidde”, drev sin forretning på Fjordvejen i Kollund.
Det gængse arbejde som sadelmager udviklede sig med tiden til salg af nye møbler, når de gamle ikke kunne repareres længere
Salget af nye møbler blev en stadig voksende del af forretningen. Pladsen blev med tiden for trang i det lille hus på Fjordvejen
Derfor valgte at rive den gamle tankstation ned på den anden side af vejen og byggede der den første del af den nye butik. Bygningen som den står i dag, blev opført i flere etaper mellem 1979 og 1981
Firmaet Kollund Møbler A/S har kæmpet med underskud i nogle år.
I 2024 var resultatet et minus på 2,7 mio. kr. efter skat. Underskuddet tilskrives i årsrapporten investeringer i og udviklingen af en webshop.
De to år forinden havde virksomheden underskud på henholdsvis 321.132 kr. og 10.865 kr. Senest i 2021 var der overskud på 805.258 kr. efter skat.