23948sdkhjf

Tillid knuser krisen hos Flexform Stolehuset

KRISEKNUSER: En stærk indsats fra medarbejderne og succes med offentlige indkøbsaftaler har skabt vækst og overskud.
2007 bød på meget mere end global finanskrise. Det blev også året, hvor de to konkurrenter, Flexform og Stolehuset, tog et stort skridt og fusionerede for at samle kræfterne og erfaringerne i ét firma.

At der er brug for ekstra kræfter under en krise, hvor der skal arbejdes mere for hver tjent krone i firmaet, lægger direktør Michael Thimgaard ikke skjul på. Det hårde arbejde har til gengæld båret frugt.

I stedet for en budgetteret vækst på 20 procent blev resultatet i 2012 således en vækst på 50 procent samt en stigning i overskuddet før skat fra 3 mio. kr. i 2011 til 10 mio. kr.

Krisen er afløst af en ny hverdag
Flexform Stolehuset ser optimistisk på fremtiden og forventer yderligere vækst på ca. 30 procent i 2013, hvis alt går efter planen. I det hele taget mener Michael Thimgaard ikke, at man kan tale om krise længere.

- Op til 2007 var alt muligt. I dag skal vi vænne os til en ny hverdag, hvor vi ikke længere skal regne med vækstrater i samme størrelsesorden som før krisen. Vi betaler nu for en lang periode, hvor samfundet brugte for mange penge, og jubelårene har haft sin pris på den globale økonomi, siger han.

Hos Flexform Stolehuset har man altid kørt efter devisen om ikke at bruge flere penge end der kommer i kassen. Virksomheden gør derfor, som de altid har gjort og er samtidig indstillet på at væksten gerne må ske over en længere periode.

- Det handler om at have den rigtige fornemmelse i maven, siger Michael Thimgaard. Vi har ikke brug for fantaster, ting må godt tage tid, siger han.

Rammeaftale med SKI
80 procent af omsætningen stammer i dag fra kontrakter med det offentlige, og Flexform Stolehuset har for nylig igen indgået en fireårig rammeaftale med SKI om leverance af møbler til fire ud af fem offentlige indkøbsområder.

Michael Thimgaard ser det selv som en ketchupeffekt, da virksomheden søsatte flere store projekter i 2010 og 2011, som i samarbejde med medarbejderne lykkedes optimalt – og dermed banede vejen for en højere vækst end budgetteret.

- Det er svært at sige, hvordan vi ville vækste uden SKI-aftalerne. Men banalt set handler det om, at virksomheden optimerede produktmassen og aftalerammerne, så vi nu står stærkt inden for de offentlige indkøbsområder, siger Michael Thimgaard.

Væk med kontrol og ind med tillid
Det er samtidigt meget vigtigt for Michael Thimgaard, at firmaets medarbejdere bliver hørt, og at deres potentiale udnyttes bedst muligt.

Selvom det normalt er en del af branchen, har man hos Flexform Stolehuset valgt at fjerne kontrolindsatsen og i stedet vise medarbejderne tillid. Det skaber gode rammer for medarbejderne, som får mulighed for at bruge tiden på det, de er bedst til.

- Den rigtige sammensætning af folk og fokus på vækst i stedet for kontrol har været den rette vej frem for Flexform Stolehuset, siger Michael Thimgaard.

Det sidste halvandet år er der blevet arbejdet ekstra meget, men ledelsens tillid har været medvirkende til, at medarbejderne har ydet det ekstra for at få det hele til at hænge sammen. Flexform Stolehuset øger derfor medarbejderstaben med 5-6 personer, så man pr. 1. juni 2013 er oppe på 40 medarbejdere.

Kriseknuserne
Wood Supply og de øvrige brancheportaler under Industry Supply Danmark sætter i denne uge fokus på virksomheder, der har formået at knuse krisen ved at levere positive resultater i en svær tid. Redaktionen har udvalgt tre virksomheder pr. portal blandt de indsendte forslag og kårer en samlet vinder som ”Kriseknuser 2013” på tværs af Industry Supplys portaler i starten af næste uge.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096