23948sdkhjf

VTI vokser med gazellefart

Træindustrien er hårdt ramt, men hos VTI Træindustri er det lykkedes at styre udenom krisen. 2011/12 bød på den største vækst i 12 år, og i det nye regnskabsår ligger man foran budgetterne.
Det lyder ikke særligt svært, når VTI’s direktør, Bjarne Andersen, forklarer, hvordan det er lykkedes for virksomheden at skabe rekordvækst år efter år i et ellers stærkt vigende marked:

- Det skyldes ganske enkelt, at VTI har mødt krisen offensivt og ikke defensivt. I stedet for at kravle ned i en skyttegrav reagerede vi omgående på krisen ved at sætte gang i udvikling af helt nye produkter til helt andre kundetyper, siger Bjarne Andersen.

- Men der er masser af beviser på, at vores strategi er den rigtige, fortsætter han: - Regnskabet for sidste år viste den største vækst i 12 år, og de første fem måneder af dette regnskabsår viser, at vi allerede nu er foran på både omsætning og indtjening, siger VTI-direktøren.

At virksomheden tilmed figurerer på listen over årets Gazelle-virksomheder i dagbladet Børsen er blot en understregning af den flotte udvikling, som VTI har skabt i det vestjyske:

- Udnævnelsen har vi fået som bevis på, at vi er én af de hurtigst voksende virksomheder i Danmark, endda på trods af, at vi omsætter for et pænt tre cifret millionbeløb, påpeger Bjarne Andersen.

Blod på tanden
På bare 3-4 år har VTI udviklet sig fra udelukkende at producere møbellimtræ til også at indtage en toneangivende position inden for vindues-limtræ og limtræ til hobbyplader. Eksportgraden svinger mellem 65 og 70, og antallet af kunder er fordoblet i de seneste år.

De gode resultater har givet blod på tanden hos VTI, som i jagten på yderligere vækst har splittet sin salgsorganisation op i selvstændige enheder. Produkterne bliver mere og mere specialiserede, og den udvikling skal afspejles i salgsorganisationen med specialister på alle områder. Desuden arbejder VTI løbende med produktudvikling:

- Vi er i gang med at spotte efter et nyt limtræsprodukt. Målet er, at det skal have ligeså gode vækstpotentialer som vindueslimtræ, der allerede fylder cirka halvdelen af produktionen, udtaler Bjarne Andersen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094