23948sdkhjf

Inventarproducent konkurs

Inventa har i årevis indrettet og produceret inventar til den danske detailhandel og det øvrige erhvervsliv. Kundelisten tæller store navne som Carlsberg, Profil Optik og Telenor, men nu kan det snart være slut med inventarproduktionen i Spøttrup nær Skive.

Inventa er nemlig taget under konkursbehandling af Skifteretten i Viborg. Det skriver Finans.

Kurator Birgitte Jørgensen fra Dahl Advokater fortæller, at Inventa gik konkurs, fordi salget og omsætningen har været vigende det seneste halve år.

- Det er ikke altid, at virksomheder kan nå at få skåret produktionsapparatet hurtigt nok til, så en konkurs kan undgås. Det skete heller ikke i dette tilfælde, siger hun til Finans.

I op til to uger holder kuratoren gang i driften på Inventas fabrik, så værdierne kan opretholdes, og inden længe sættes gang i en udbudsproces, hvor potentielle købere af konkursboet vil modtage materiale om virksomheden.

I 2018 havde Inventa et underskud efter skat på 3,8 millioner kroner. I årene op til finanskrisen var der ellers pæne millionoverskud hos inventarproducenten, men fra 2009 og fem år frem tabte Spøttrup-virksomheden ifølge Finans næsten 25 millioner.

Af Inventas seneste årsregnskab fremgår det, at inventarproducenten i 2018 beskæftigede godt 50 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062