23948sdkhjf

Et år efter konkurs hos inventarproducent: Det går rigtig fint

Den familieejede inventarproducent Inventa har igen fast grund under fødderne, efter en konkurs blev afværget i efteråret 2019. Det fortæller adm. direktør Pia Grandelag, der umiddelbart efter blev hentet ind på direktørposten.

– På godt jysk går det rigtig fint, men det er selvfølgelig en proces, og der er stadig ting, der skal gøres, fortæller den adm. direktør, der har stor erfaring med strategi- og forretningsudvikling.

Faktisk går det så fint, at virksomheden i øjeblikket er på jagt efter fire nye medarbejdere for at kunne følge med efterspørgslen.

– Lige nu har vi god fart på, og der ligger rigtig meget i produktionsplanen, så vi har brug for nogle ekstra hænder, forklarer Pia Grandelag.

Ny strategi

For Pia Grandelag blev en af de første udfordringer at genvinde markedets tillid oven på konkursen og den efterfølgende genrejsning.

– Vi har virkelig lavet en seriøs markedsindsats for at fortælle, at vi er her, og vi har sat ind på både salg og marketing, fortæller Inventa-direktøren.

Også strategien har fået en overhaling.

– Det nytter ikke at fortsætte med den samme, så vi har arbejdet meget med, hvordan vi kan passe ind i det nye marked, der er blevet virkeligheden her efter corona, forklarer Pia Grandelag.

Inventa har traditionelt set koncentreret sig om butiksinventar, og særligt her vurderer direktøren, at pandemien har ført til nogle permanente ændringer, men med den nye strategi er der også fokuseret bredere.

– Kunderne behøver ikke nødvendigvis være et brand eller butikker, det kan også være en stor koncern, der efter et opkøb gerne vil skabe ensartethed, og vi er også er gået ind i hotel- og restaurationsbranchen, fortæller Pia Grandelag og understreger, at Inventas setup med specialudviklede løsninger gør virksomheden til en meget fleksibel samarbejdspartner.

Gode kunder

Og skønt kombinationen af butikker, restauratører og hoteller umiddelbart kan lyde som en småfarlig kundecocktail med tanke på det seneste års coronarestriktioner- og nedlukninger, har Inventa langt hen ad vejen formået at vende umiddelbar ulempe til fordel.

– Vi har arbejdet meget med at ændre særligt detailprojekterne, så de passer til det nye setup her efter corona, og så har vi også haft nogle kunder i fødevarebranchen, som har klaret sig rigtig godt, hvilket selvfølgelig også har bidraget til travlheden, fortæller Pia Grandelag, der dog medgiver, at hospitality-satsningen ikke kun har haft medvind.

– Men nogen af aktørerne på markedet har faktisk haft en rigtig god ballast, der har gjort det muligt for dem at igangsætte projekter, nu hvor der alligevel skulle lukkes ned, forklarer hun.

Den nye strategi og den godt fyldte produktionsplan betyder dog ikke, at der ikke er mere at gøre inventarproducenten i Spøttrup.  

–  Vi har en solid strategiplan for, hvor vi skal hen, og hvad vi skal have gjort både internt og eksternt, og vi har heldigvis et rigtig godt team, der virkelig vil det – det er rigtig dejligt at mærke, slår Pia Grandelag fast.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125