23948sdkhjf

Flere komplekse opgaver til Gybo

Horsens-virksomheden, der bl.a. leverer til møbelindustrien, mærker kraftig vækst i de kundetilpassede opgaver, mens de traditionelle serie-opgaver stadig er præget af hård konkurrence.
Den østjyske virksomhed har lige afleveret en serie hæve-/sænkeborde til Vejle Sygehus, og ordren er egentlig meget typisk for den retning, Gybo bevæger sig i lige nu.

- Hele ideen er, at vi finder et eksisterende produkt og optimerer det sammen med de mennesker, der skal bruge det. Vi satte os sammen med medarbejderne fra Vejle Sygehus og fandt ud af, hvilke krav de havde til produkterne, og de produkter regner vi nu med, at vi kan sælge til andre danske sygehuse, siger administrerende direktør Jan Bojsen.

- Konkurrencen er hård i branchen lige nu, og der er færre og færre, der gider lave specialopgaver, fordi risikoen for at fejle er for stor. Vi har højtuddannede medarbejdere og en moderne maskinpark, så vi føler os fuldt rustet til at klare både special- og produktionsopgaver, tilføjer han.

God ordrebog
Mens mange konkurrenter, der har satset ensidigt på større serier af underleverandør-arbejde, er blevet ramt hårdt af krisen, så har Horsens-virksomheden klaret sig nådigt igennem. Jan Bojsen ser da også fortrøstningsfuldt på fremtiden.

- Vi har en god forecast fra stort set alle vores kunder lige nu, og for første gang i tre år kan vi se, at vores ordrehorisont begynder at stige. Vi har hele tiden haft nok at lave, men de seneste år har vi kun været i stand til at planlægge få uger frem i vores produktion. Nu rækker vores ordrebog godt ind i næste kvartal og det er faktisk ok i den her branche, forklarer han.

- Vi har også lige ansat en programmør mere til vores laserskærer, og eftersom alle opgaver, der kommer gennem vores fabrik, skal 3D-tegnes, er det et godt tegn på, at krisen er ved at være slut, fortsætter Jan Bojsen.

Mange sundheds-opgaver
Gybo Rustfrit Stål Design har traditionel haft en del leverancer til fødevareindustrien og byggeriet, men i de seneste år er også offshoreindustrien kommet med.

For øjeblikket er der også en del aktiviteter inden for sundhedssektoren, hvor man udover leverancerne til Vejle Sygehus blandt andet er involveret i et projekt hos De Forenede Dampvaskerier, som vil etablere ”Danmarks reneste rum” til vask af beklædning til fx medicinalindustrien

- Den slags opgaver er typisk en vi får, fordi vi kan klare alt selv her i huset, og fordi vi kan levere hurtigt. Vi kan levere hele kæden fra konstruktion til montage og fx også overfladebehandle, så det overholder alle godkendelser, heriblandt FDA som er de amerikanske fødevaremyndigheders standard, slutter Jan Bojsen.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14