Papirfabrikanter fra USA, Canada, Finland og Sverige er meget interesserede i Sydamerikas lande for at finde de bedste områder til placering af træplantager.
Områderne, fabrikanterne er på udkig efter, skal sikre både, at klima- og produktionsforhold er i top, og at arbejdskraften er billig. Det oplyser dagbladet Børsen i dag.
Stora Enso og Botnia er specielt interesserede i det sydlige Sydamerika i regionen omkring Rio de La Plata-floden mellem Argentina og Uruguay. I dette område vokser nåle- og eucalyptustræer hurtigere end på de nordlige breddegrader, og samtidig er der masser af ferskvand og billig arbejdskraft.
Generelt er fabrikanterne interesserede i Argentina og Brasilien, da disse lande har meget jord, hvor der kan etableres træ-plantager.
