23948sdkhjf

Wood Supply siger tillykke til Finland med de 100 år

En af verdens helt store trænationer kan fejre rund fødselsdag i dag.

Med to tredjedel af det store land - 66 procent - der er dækket af skov, er det selvfølgelig en af den globale træindustris helt store lande, der i dag fejrer 100 års fødselsdag.

Det var 6. december 1917, at Finland løsrev sig efter 108 år som et selvstyrende storhertugdømme under det russiske zarimperium.

Wood Supply ønsker Finland tillykke.

Skovbruget i Finland udgør næsten 20 procent af den finske industriproduktion og beskæftiger cirka 15 procent af alle landets industriarbejdere, og skovbruget står for cirka 20 procent af den finske eksport.

Så det er ikke sært, at finnerne kalder skovene for "det grønne guld".

De største virksomheder i finsk skovindustri er Stora Enso og UPM, som i 2016 begge omsatte for lige knap 10 milliarder euro. En betydelig gigant er også Metsä-koncernen, som i 2016 omsatte for godt 1,7 mia. euro.

Finland har tradition for selv at anvende træ i design og arkitektur og blev et foregangsland for en lys, nordisk stil. Ikke mindst med kærlighed til at anvende landets mange birketræer, der blander sig med de endeløse nåleskove.

Som en ung nation, hvor urbaniseringen skete sent, er Finland en gennemdesignet nation, formet i en modernistisk epoke.

Det kendetegner groft sagt finsk formgivningstradition, at den er fattigere på fortidslevn end den danske og fattigere på traditioner at binde sig til. 

Allerede i første halvdel af 1900-tallet dyrkede finsk design og arkitektur konsekvent de rene og minimalistiske linjer og de åbne, lyse miljøer, der blev definerende for opfattelsen af fællesnordisk stil.

Navnet med verdensrygtet over dem alle, er naturligvis Alvar Aalto (læs Wood Supplys anmeldelse af Kunstens Aalto-udstilling i år), der som danske Arne Jacobsen var banebrydende inden for flere discipliner og som grundlagde møbelvirksomheden Artek, der stadig producerer hans værker.

Aalto var inspireret af den tyske Bauhaus-skoles minimalisme, men var ikke begejstret for slut-20'ernes radikale stålrørsmøbler og skabte derfor sine egne rørmøbelfortolkninger ud af eksperimenter med bøjet, lamineret birketræ som bærende materiale.

En anden betydelig finsk møbelkunstner var Ilmari Tapiovaara (1914-1999), der især var kendt for sine nordiske, minimalistiske tremmemøbler, som er nært beslægtet med især Poul M. Volther og Børge Mogensens arbejder for FDB Møbler.

Onnea Suomi. Grattis Finland. Fra Wood Supply.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156