23948sdkhjf

Designa og Domus indgår samarbejde

Med virkning fra 1. januar indgår møbelfirmaerne Designa A/S og Domus Denmark Production A/S et samarbejde om salg og produktion.
Når kalenderen om en måned tikker over på 2007, vil et nyt samarbejde se dagens lys i møbelbranchen.

Det er køkken-, bad- og møbelproducenten Designa A/S og møbelfirmaet Domus Denmark Production A/S, der har valgt at indgå et salgs- og produktionssamarbejde.

Samtlige Domus’ salgsaktiviteter og produktsortiment vil derfor pr. 1. januar blive videreført under det stærke og velkendte navn Designa.

- Beslutningen om at indgå dette samarbejde sker for at styrke vores position inden for salg og markedsføring af plademøbler på såvel det skandinaviske som det europæiske marked, siger direktør Henning Christensen, Designa og direktør Hans Laursen, Domus.

Designa A/S blev grundlagt i 1992 og ejes i dag stadig 100 procent af entreprenør og direktør Henning Christensen. I begyndelsen producerede Designa udelukkende møbler, men i 2000 blev produktionen suppleret med indretning til køkken og bad, der i dag sælges i 33 Designa butikker i hele landet.

Økonomisk kan Designa notere en fremgang i bruttoavancen på knap 40 % det seneste år og en stigning i medarbejderstaben i Kjellerup fra 114 til 175. Dermed er virksomheden en af lokalområdets største arbejdspladser.

- Med denne ”fusion” vil vi hos Designa signalere, at vi forsat har fokus på vore møbelkunder, og at vi med samarbejdet med Domus ønsker at tilføre de fornødne kompetencer og ressourcer, der er nødvendige for at udvikle vort møbelsortiment, siger Henning Christensen.

Domus vil fortsætte sit virke som underleverandør til såvel eksisterende som nye kunder. Således indleder Designa også et produktionssamarbejde med Domus som underleverandør.

Kilde: Designa og Domus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095