23948sdkhjf

Svensk køkkenkæmpe indtager Danmark med eget brand og Henrik som spydspids

Med en nyåbnet butik nær Kongens Nytorv har den svenske Ballingslöv-koncern taget første skridt ind på det danske marked med eget brand. Målet er flere butikker, men ifølge koncernens første danske forhandler skal planerne ikke hastes igennem, og det første butiksåbning har da også ladet vente på sig.

– Vi skulle faktisk være startet for et år siden, men vi blev brændt af på et lejemål i Hellerup, så vi har brugt et år på at finde det rigtige lejemål. Det har vi nu, og det er fantastisk, fortæller 52-årige Henrik Witt, der efter næsten 20 år i branchen nu har taget springet som selvstændig.

Og det er ikke spor tilfældigt, at det sker i regi af den svenske køkkenkæmpe, der allerede er stærkt repræsenteret på det danske marked gennem ejerskabet af Multiform, Kvik, JKE og bordpladeproducenten DFI Geisler.

– Jeg har været hos Multiform i mange år, så jeg kender Ballingslöv og folkene deroppe, og jeg kan se, at de i deårlige konkurrencer vinder på alle parametre – leveringssikkerhed, salg og markedsføring. De er nogle af dem, der har vækstet mest i Norden, og jeg kan godt lide at handle med professionelle, hvor jeg ved, at tingene virker, og familien bag holder, hvad de lover, forklarer Henrik Witt med henvisning til Olsson-familien bag Stena, der ejer den svenske køkkenkoncern.

Drømmer om en håndfuld

Selvom køkkenmarkedet det seneste år har været på lidt af en rutschetur, og timingen i dag synes noget mere udfordrende, er den nyslåede selvstændige køkkenforhandler således fuld at optimisme.

– Jeg er egentlig ikke så bekymret. Vi har et dyrt lejemål, men det er et setup, jeg godt kan styre, og selvom jeg er med på, at markedet går ned ad bakke, så har vi allerede solgt dyre køkkener, og de kunder, vi har, oplever ikke problemer med økonomien – allerede inden åbningen har vi solgt for halvanden million, fortæller Henrik Witt.

Derfor tør han også allerede nu drømme endnu større end de nyåbnede 240 kvadratmeter i indre København.

– Mit mål er, at jeg kommer til at åbne en fire-fem butikker. Personligt er det interessant, fordi jeg har været i branchen siden 96, og jeg har altid godt kunne lide at arbejde med mennesker og se tingene gro – og så handler det selvfølgelig også om, at jeg har en maskine i ryggen, som jeg ved virker, lyder det.

Dermed er Henrik Witts planer helt i tråd med koncernens, der også lyder på en udbygning af det danske forhandlernet.

– Vores målsætning er indenfor de nærmeste år at etablere Ballingslöv som et varemærke i Danmark i samarbejde med stærke partnere. Dette indebærer at vi kommer til at åbne flere butikker sammen med lokale forhandlere, siger adm. Ballingslöv-direktør Henric Fransson i en pressemeddelelse.

Hellere rigtigt end hurtigt

Præcis hvor mange butikker, koncernen har ambitioner om at åbne på dansk grund, afslører Henric Fransson ikke, og ifølge Henrik Witt er et endeligt antal ikke et mål i sig selv.

– De siger ikke, at vi skal have 20, og det skal være nu – de er organisk tænkende og vækstende, og de vil gerne have mange butikker, men ikke for enhver pris. Om en tre til fem år er der måske 15 butikker, men hellere 10 gode end 15 i alt, hvoraf de ni går dårligt, siger han.

Samme tålmodige tilgang agter den nyslåede butiksindehaver selv at lægge for dagen, når det kommer til at opbygge den nye forretning.

– Vi starter de første år med fokus på privatkunderne og de små, selvstændige erhvervsdrivende – vi skal ikke ind og slås om de store projekter, for selvom vi har produkterne til det, har vi endnu ikke økonomien og den know how, det kræver, men skal man have flere butikker, er det selvfølgelig også en gren, man vil bevæge sig ud på, siger Henrik Witt.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094