23948sdkhjf

Moland-direktør finder inspiration i Svend Brinkmanns filosofi

Bygningskonstruktør og direktør Carsten Rønberg finder inspiration i Svend Brinkmann og husker særligt én Liverpool-kamp som et højdepunkt. Herunder kan du læse om hans interesser indenfor kultur- og fritidslivet

Du vil have en oplevelse. Hvad besøger du?

- Så ville det nok være en tur i Musikhuset Aarhus med min hustru og gerne til noget kulturelt, der kan bringe smil på læben. Jeg har for nylig oplevet Nikolaj Stokholm og Heino Hansens stand-up shows i Musikhuset.

- Den seneste oplevelse var med Svend Brinkmann og Christian Grau med ’Tænk’ (Svend Brinkmann har udgivet bogen ’TÆNK’, red.).

- Det handlede om, at man skal bruge mere tid på at tænke – særligt tænke positive tanker og fordybe sig i dem. Det var både godt, humoristisk og noget, man kan bruge i sin hverdag. Det gav et livsfilosofisk indblik, som var dybt og meningsfuldt.

Blå bog

50-årige Carsten Rønberg er adm. direktør ved Moland Gruppen, som er leverandør af byggematerialer.

Moland Gruppen har netop opkøbt Sydjysk Akustik, der sælger nedhængte loftsløsninger

Karriere

  • 2015 – nu: Adm. direktør, Moland Gruppen
  • 2009 – 2015: Filialdirektør og senere markedsdirektør for Nordeuropa, Fermacell GmbH
  • 1998 – 2009: Salgskonsulent og senere Salgschef, LIP
  • 1996 – 1998: Bygningskonstruktør, Byggeplandata

Uddannelse

  • Bygningskonstruktør, Via University BTH Horsens

Privat

  • Gift med sygeplejerske Susanne Rønberg, som han har tre voksne børn med: Andreas, Magnus og Mathilde
  • Bor i byhus på Frederiksbjerg i Aarhus C og opvokset i Højbjerg ved Aarhus

Hvilket sportshold følger du?

- Når jeg ser Liverpool FC, kan jeg bestemt komme helt frem i stolen og lade mig rive med.

- Jeg husker selvfølgelig finalen i Champions League i 2005 mod AC Milan. Vildeste oplevelse nogensinde og vel nok den bedste finale (Milan var foran 3-0 ved pausen, men den ordinære spilletid endte 3-3, og Liverpool vandt kampen i straffesparkskonkurrence, red.).

- Men lige nu snakker vi ikke så højt om resultaterne fra Merseyside-klubben, vi har bestemt set Livepool stærkere end lige nu.

Hvad sætter du på højtalerne, når du kører i bilen?

- Jeg er de seneste år blevet en fast lytter af P1 på vej til og fra arbejde. Her får jeg en god opdatering på nyheder om verden omkring os. Hvis jeg skulle lytte til en podcast, vil det være et afsnit af Brinkmanns Briks (med Svend Brinkmann, red.), som jeg også indimellem hører, når det sendes på P1.

Direktørens anden side

I Wood Supplys artikelserie ”Direktørens anden side” møder du en stribe direktører fra træbranchen på en helt ny måde.

Vi kører denne artikelserie, fordi idræt, bøger, film, musik og kultur også er en del af fortællingen om de mennesker, der sidder for bordenden.

Hvad er det første musik, du sætter på til en fest?

- Jeg er generelt glad for dansk musik. Man kan nemt synge med på klassikerne, når man har fået et glas vin. Der er også nogle traditioner forbundet med det. 

- Hvis det var til en fest lige nu, vil jeg nok vælge en sang med Tobias Rahim. Hans musik er god til at få dansegulvet i gang. Jeg har set ham live på Smukfest, og han kan virkelig skabe en stemning og få folk til at synge med.

- Jeg kan også ret godt lide nogle af de lidt ældre danske bands som TV2 og Gasolin. Hvis det ikke er fest, kunne jeg godt finde på at vælge noget udenlandsk musik.

Hvilken bog vil du anbefale til en ny person i dit ledelsesteam?

- ’Miraklet i Lego’ af Niels Lunde. Det er en god og inspirerende bog, der beskriver, hvordan en dansk kæmpevirksomhed klarede sig igennem en svær periode.

- Bogen kan være en inspiration til, hvordan man skal bevare modet til at træffe de rigtige beslutninger, når det ser svært ud, og at man skal stå ved disse beslutninger. Det kræver, at man tror på dét, man sætter sig for.

- Bogen har nogle år på bagen, men den er stadig læseværdig.

Hvad dyrker du af motion?

- Jeg er mest til ketsjersport. Jeg spiller badminton alle de onsdage, jeg kan. Om sommeren spiller jeg tennis i weekenden. Så er jeg også startet med lidt padel. Derudover spiller jeg oldboys fodbold lørdag formiddag. Der skal generelt helst være en bold med og meget gerne en modstander, man kan forsøge at give lidt klø.

Hvad vil du vise frem i Danmark for en ven fra udlandet?

- Åh, den er svær! Der er jo så meget, man gerne vil vise, men skal jeg kun vælge én ting, ville det nok være de smukke steder i Mols bjerge og kyststrækninger på Mols.

- Der er en fantastisk natur, og det er et sted, jeg nyder at finder ro til afslapning og hygge med familien. Der er åbne vidder og fra nogle udsigtspunkter har vandudsigt hele vejen rundt. Der er også varieret natur. Det er virkelig et sted fra Danmark, man kan være bekendt at vise frem.

Artiklen er en del af temaet Direktørens anden side.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09