Jydsk Vindueskompagni og Skive Tekniske Skole er gået sammen om JVK Academy, der tilbyder 20 pladser til produktionsassistent-uddannelsen.
- På JVK Academy skal det også være sjovt og anderledes. I samarbejde med de studerende, øvrige medarbejdere og leverandører, vil vi derfor skabe verdens største vindue i skala 10:1, sagde salgsdirektør Ole Stubbe, da han mandag aften præsenterede planerne foran 70 fremmødte på JVK Vinduers fabrik i Føvling.
Blandt deltagerne var Anni Matthisen (MF) og Vejens borgmester Egon Fræhr. Og de bakker op om initiativet, som dels passer godt ind i Vejens udviklingsstrategi og dels er et initiativ, der kan bringes videre ud i landet.
- Mange virksomheder kan lære af dette samarbejde. At flytte læren ud i virksomhederne frem for at flytte 20 elever til Skive Tekniske Skole vil med garanti blive en succes, sagde Anni Matthisen.