23948sdkhjf

Branchekonsulent: - Om lidt kommer kravene væltende

En lang række af nye lovkrav fra EU om rapportering af bæredygtighed rammer erhvervslivet inden længe, og det får stor betydning for træ- og møbelindustrien.

Sådan lyder spådommen fra Steffen Max Høgh, virksomhedskonsulent og bæredygtighedsekspert, der betegner den nuværende situation, hvor de gode historier, cases og enkelte produkter fylder meget i virksomheders arbejde med bæredygtighed, som stilhed før stormen.

Inden længe skal der nemlig meget mere til, fastslår han med henvisning til blandt andet det nye direktiv om bæredygtighedsrapportering (CSRD), der træder i kraft i regnskabsåret 2023, ecodesigndiretktivet, det udvidede producentansvar samt det kommende forslag om corporate sustainability due diligence. Og ifølge Steffen Max Høgh er der tale om en gamechanger.

– Der bliver ingen kære mor fremover. Nu skal det dokumenteres, hvordan din specifikke forretning påvirker planeten – og omvendt hvordan planeten kommer til at påvirke din forretning, siger han og fortsætter:

– Det betyder i praksis, at det bliver ganske åbenlyst, hvordan virksomhederne påvirker planeten og samfundet negativt. Men det hele er ikke bare en lang omgang nye krav, som givetvis er godt for planeten, men en bøvlet omgang bureaukrati for virksomhederne. Hvis man tager ja-hatten på, så er det her en kæmpe mulighed for at skabe nye løsninger, styrke dit brand og øge engagementet blandt medarbejderne.

Hans forventning er, at den bæredygtige dagsorden kommer til at fylde mere end hidtil på landets ledelses- og direktionsgange

– For langt de fleste virksomheder bliver det simpelthen en del af strategien fremover – og rigtig meget af ansvaret kommer til at lande hos bestyrelserne, vurderer Steffen Max Høgh.

De mange bække små

Mens han medgiver, at de mange nye lovkrav for de fleste virksomheder bliver en ordentlig mundfuld, forventer han, at de også kommer til at gøre en betragtelig forskel.

De kommer nemlig til at synliggøre effekten af de mange små tiltag, virksomhederne kan tage.

– Det bliver nemlig ikke én stor løsning, vi får til udfordringerne – men en masse små. Der findes stadig mange lavthængende frugter derude, når det kommer til at spare på energien og minimere materialeforbruget, og de kommer nu mere i spil, forventer Steffen Max Høgh.

Udover rollen som virksomhedskonsulent sidder han i bestyrelsen hos blandt andre aarhusianske Cadesign Form.

– Og udviklingen her illustrerer faktisk mine pointer meget godt. Cadesign Form er netop begyndt på sin bæredygtighedsrejse, og her er det i høj grad ESG-rapportering, som sætter kursen for virksomhedens indsats – og tydeliggør de forskellige potentialer, siger Steffen Max Høgh, der samtidig understreger, at en del af den mange små bække, kan hentes via samarbejder.

– Hos Cadesign Form er kerneydelsen i sig selv bæredygtig, og med digitale 3D-visualiseringer kan kunderne spare miljø og klima for belastninger ved at undgå både fremstilling og transport til marketing. En post, som godt kan blive betydelig. En digitalisering af markedsføringen kan naturligvis ikke stå alene – men det kan være en lille bæk i en anden virksomheds regnskab, forklarer han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065