23948sdkhjf

Et “fuldstændig uforudsigeligt år” på møbelfabrik endte halvt så godt som forventet

Hos Skovby Møbelfabrik blev 2021/22 ikke det fremgangsår, man havde sat næsen op efter. Tværtom viser det netop offentliggjorte regnskab tilbagegang på bundlinjen, men skønt direktør og medejer Preben Rasmussen kategoriserer årets resultat som utilfredsstillende, tilskrives tilbagegangen ikke en manglende indsats.

– Det var et fuldstændig uforudsigeligt år, hvor vi oplevede voldsomt opadgående priser, som vi på grund af længerevarende aftaler med vores kunder ikke var i stand til at inkorporere i vores salgspriser, hvilket klart har belastet indtjeningen, siger han og fortsætter:

– Samtidig blev vi ramt på alle områder, da også energi- og fragtpriser steg voldsomt, og det var der ingen, der var i stand til at forudse, da vi tog hul på regnskabsåret ultimo 2021.

Hvor forventningen lød på et resultat før skat på 19.790.000 kr., må møbelfabrikken således nøjes med et overskud på 9,2 mio. kr. mod foregående års 16,2 mio. kr., og også bruttofortjenesten er faldet et nyk fra 105,1 til 104,8 mio. kr.

En positiv sidegevinst

Når Preben Rasmussen i dag skal gøre status, har de mange udfordringer dog vist sig at komme med en positiv sidegevinst. For også i Skovby må man sande, at pandemiens købelyst efterhånden er erstattet af inflationens mådehold.

– Vi oplevede mange forsinkelser på råvarer, hvilket fordyrede driften og skabte en del turbulens i produktionen, men det medførte også en opbygning af ordrebeholdning, der er kommet os til gode nu, hvor vi siden efteråret har mærket en afmatning, siger han og uddyber:

– Det har betydet, at vi har kunnet holde produktionen kørende på fuldt tryk uden opbremsning, og det eneste, vi i dag skal kæmpe for, er at få balance mellem materialeomkostninger og afsætningspriser.

Sætter ind på salg

Dog, medgiver Preben Rasmussen, skal der nu også kæmpes hårdere på salgsfronten, end det længe har været nødvendigt, og selvom Skovby Møbelfabrik henter hovedparten af sin omsætning på eksport, oplever møbeldirektøren ikke de store forskelle landene imellem.

– Det har altid været et mantra for os at handle på mange markeder, og det har vi været gode til, men både corona og den efterfølgende krise og inflation ramte på samme måde i alle de lande, hvor vi er til stede. Det er ikke længere noget med, at England for eksempel kan buldre afsted, mens Tyskland er nede. Nu rammer det meget bredt, forklarer han.

Derfor glæder han sig også over, at Skovby Møbelfabrik, som han ejer i fællesskab med broderen Jørgen Rasmussen, med en egenkapital på 109,5 mio. kr. og en soliditetsgrad på 73 pct. står godt rustet til den kommende tid, hvor et særligt fokusområde skal i højsædet.

– Det handler om at finde sine veje i det og øge aktiviteten og omkostningerne på salg. Vi skal være så aktive som muligt og sætte fuld fart på produktudvikling og markedstiltag, mens vi holder fast i alt det, vi er gode til, fastslår direktøren.

SKOVBY MØBELFABRIK A/S
Regnskabsår 2021/22 2020/21 2019/20
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 104,848 105,071 90,977
Resultat af primær drift 9,746 15,840 7,656
Resultat før skat 9,225 16,180 7,552
Årets resultat 7,257 12,613 5,859
Balancestatus 149,427 156,999 136,256
Egenkapital 109,500 112,242 99,629
Antal ansatte 186 179 189
Regnskabsåret blev afsluttet 31. august 2022
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094