23948sdkhjf

Pølser og millioninvesteringer – Vinduesfabrik viste nye maskiner frem

150 håndværkere fra mere end 75 virksomheder lagde torsdag vejen forbi Vindunor i Hjørring. Her var kunder og samarbejdspartnere inviteret til et arrangement, der både bød på pølsevogn og fremvisning af vinduesfabrikkens seneste investeringer, og ejerleder Henrik Sørensen tøver ikke med at kategorisere dagen som en succes.

– Jamen det gik over al forventning. Folk var simpelthen så glade, nysgerrige og interesserede i vores produktion, så det var en fantastisk dag, slår han fast.

Han overtog i november 2021 det fulde ejerskab af vinduesfabrikken, der indtil da havde været en del af Glaseksperten, og det seneste år har budt på en opgradering af produktionen, der senest blev udvidet med 1.900 nye kvm. For Henrik Sørensen var det derfor både glædeligt og helt på sin plads, at han torsdag kunne slå dørene op og invitere inden for i den opdaterede fabrik.

– Vi har jo været igennem en stor forvandling i vores første år som Vindunor, og det er en stor fornøjelse at få lov at vise frem, lyder det.

En italiensk dame

Da klokken på dagen slog 13, kunne Henrik Sørensen fra talerstolen afsløre en at de helt store nyheder på fabrikken. Med en større tocifret millioninvestering har virksomheden sikret sig en ny stor CNC-maskine, som fordobler kapaciteten i produktionen. Den nye maskine er 33 x 12 m stor og bearbejder med sine fem motorer 1.4 pind i minuttet, og forventningen er, at den er i drift i løbet af den kommende sommer.

Også i malerafdelingen bød dagen på nyheder. Med fordoblingen af produktionskapaciteten blev en udvidelse af malerkabinen ligeledes en realitet, og midt i det nye anlæg står den nye robot, Vindunor senest har investeret i. Robotten skal håndtere alle farver, og har 10 forskellige pumper, og under overværelse af dagens gæster, blev den røde snor klippet, mens den italienske dame blev døbt Roberta.

Fyringsrunde mere end halveret

Det er altså tunge investeringer, der det seneste år er gjort hos Vindunor, men heller ikke her er man gået fri af markedets luner. I efteråret måtte vinduesproducenten annoncere en fyringsrunde, men når Henrik Sørensen i dag gør status, er situationen mindre grel, end de 30 annoncerede afskedigelser lagde op til.

– Det blev under ti, der ikke er her mere. Vi blev lidt overraskede, da markedet satte sig, og det var rettidig omhu, forklarer Henrik Sørensen i dag.

Trods de urolige markedsvinde er der således heller ingen fortrydelse, hvad de markante investeringer angår.

– Vi gør det jo, fordi vi tror på markedet og fremtiden, og det er hele tiden et spørgsmål om at tilpasse sig det marked, man er i. Det arbejder vi benhårdt på, og investeringerne er en rejse igennem det, for jo bedre maskineri vi har, jo færre mandetimer og jo billigere produktion – og det er helt nødvendigt, når vi er oppe imod store koncerner, der producerer i udlandet, forklarer Henrik Sørensen.

Gør det igen

Planen er således, at der også fremover skal investeres i den nordjyske produktion, om end takten nu sænkes en smule.

– Vi skal lige hen over sommeren, men derefter er der primært mindre investeringer i kikkerten, lyder det fra direktøren.

Ikke desto mindre er det Henrik Sørensens klare forventning, at kunder og samarbejdspartnere også næste år skal inviteres inden for på fabrikken i det nordjyske.

– Om sådan et arrangement kaster noget konkret af sig, er svært at sige – men det har i hvert fald kastet det af sig, at det bliver en tilbagevendende begivenhed, fastslår han.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Medlemmernes egne nyheder
Se alle medlemsnyheder
Mest læste
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Seneste nyheder
Se seneste nyheder
Udvalgte artikler
Udvalgte nyheder fra forsiden
Manglende prisskilte: Trælastkæde lover at rette op
Møbelproducent sætter tidligere royal dj for bordenden
Dansk ambassadør i Rusland til danske virksomheder: Kom ud hurtigst muligt
Navnenyt: Vinduesproducent har ansat sin første bæredygtighedskonsulent
Her er årets vindere af DM i Skills
HTH-trio tredobler forretningen
Andre Nordiske Medier
Building Supply DK
Mester Tidende
Licitationen

Send til en kollega

0.375