23948sdkhjf

Design-duo vil trodse dystre prognoser: Fastholder planer om femdobling

I Esbjerg har Jacob Munch svært ved at spejle sin egen forretnings fremtidsudsigter i de dystre prognoser, han gang på gang møder i medierne.

Selv forventer medstifteren af Bruunmunch nemlig, at den vestjyske designvirksomhed er godt i gang med det internationale gennembrud, han sammen med partner og barndomsven Henrik Bruun i 15 år har arbejdet for at opnå.

– Vi står i dag i en position, hvor vi har oparbejdet en pænt stor kollektion, som er gennemtestet i marked og de seneste år har vi fokuseret på at konceptualisere. Det gør, at vi nu står med et meget skalerbart brand, så vi er virkelig klar til at rykke på det internationale marked, både hvad angår arkitekter, kontraktmarkedet og retail, fastslår Jacob Munch.

Satser på verdens 30 bedste

Grundlaget for selvsikkerheden skal ifølge den autodidakte møbeldesigner findes i Bruunmunchs tilgang til markedet.

– Vi har prøvet at træde udenfor den normale måde at gøre tingene på og differentiere os nu med vores fremtidsstrategi fra alle andre på markedet. Når andre går til højre, går vi til venstre; Vælger de en sort hat, sørger vi for, at vores er grøn, siger Jacob Munch.

Som eksempler peger han på et stort fokus på digital markedsføring samt virksomhedens beslutning om ikke længere at samarbejde med agenter om det internationale salg.

– Men hvad vi så gør i stedet, er lidt en forretningshemmelighed, afværger esbjergenseren, der dog gerne løfter sløret for de overordnede planer på området.

– Vores treårsstrategi går på, at vi kun skal have 30 forhandlere world wide. Det lyder ikke af meget, men vi tror på at “less is more”, og vi vil hellere have 30 partner, der køber for 80 - 100 millioner, end vi vil have 200 forhandlere, der hver køber for en halv million, for det gør det meget nemmere at overskue brandets appearance i markedet, lyder det.

Jacob Munch understreger, at der skal være “verdens 30 bedste forhandlere”, og han fortæller, at Bruunmunch allerede er godt i gang med at levere på de ambitioner:

– Vi har lige indgået kontrakt med Tysklands største forhandler af dansk design, som har 19 butikker spredt over landet og forventer at åbne flere, og vi er lige nu ved også at lukke en aftale med USA’s største forhandler af dansk design, der får eksklusiv eneret til forhandlingen af vores produkter i USA, fortæller han.

Held i uheld

Præcis hvordan virksomheden er lykkedes med indtil videre at lande 15-18 af de vigtige aftaler, er dog endnu en ting, Jacob Munch nødigt vil afsløre.

– Der ligger også lidt en forretningshemmelighed, men vi giver dem grundlæggende nogle vilkår, de ikke kan sige nej til på produkter, der hamrer afsted i markedet, og som de kommer til at kunne forhandle eksklusivt i deres marked, siger han og fortsætter:

– Derudover vil vi gerne et meget tættere samarbejde, hvor man hjælper hinanden på en anden måde end tidligere set, og det kan vi også meget bedre gøre, når vi holder forhandlerantallet nede på de 30.

Jacob Munch og Henrik Bruun føler sig altså forvisset om, at de har fundet den rette formel, og det samme gælder den kollektion, der i dag står skarpere skåret end nogensinde.

– I den her konceptualisering af brandet har vi også arbejdet ud fra, at “less is more”. Jo mere simpelt noget er, jo lettere er det at sælge, og konceptualiseringen endte i de to koncepter Fine Dining og Fine Living, fortæller Jacob Munch om en proces, der kom til at foregår i skyggen af en verdensomspændende pandemi.

– Og det var nok lidt held i uheld, for det betød, at vi virkelig kunne få prøvet det af online og få konceptet testet i markedet i forhold til det digitale. Der lærte vi, at den her opskrift med skarpe koncepter og flash sales (kortvarige udsalg, red.) i forår og efterår virkelig gjorde en forskel, og vi vækstede vores omsætning med 30 procent fra 2020 til 2021, og holder fortsat vækst på toplinjen, lyder det.

Femdobling forude

Jacob Munch forventer, at Bruunmunch alle verdens dystre prognoser til trods kommer til at fortsætte den udvikling de kommende år.

– Er man vant til at omsætte for en milliard om året, så kan jeg godt forstå, at det giver anledning til krampetrækninger, når markedet går så markant tilbage, men så store er vi endnu ikke, og jeg er sikker på, at vi med vores skarpe koncept, og anderledes tilgang til tingene står over for nogle rigtig gode år, fastslår han.

Forventningen er, at næste år byder på en toplinjefordobling, og selvom Bruunmunch ikke oplyser omsætning i sin årsrapport, sætter Jacob Munch gerne tal på ambitionsniveauet.

– Inden for tre år omsætter vi for 100 millioner kroner. Det betyder, at vi er ude i en femdobling, fortæller han.

Her bliver planerne om øget internationalisering ikke overraskende en helt afgørende faktor, men den vestjyske designduo håber også, at distributionsstrategien giver øget adgang til et kontraktmarked, der hidtil ikke har fyldt meget i bøgerne.

– Kontrakter udgør måske 10 procent hos os, og den andel skal bestemt hæves, men det er også noget, der kommer til at ske i samarbejde med de her 30 premium partnere. I eksempelvis USA er vi ved at lukke en aftale med nogen, der henter 40 procent af omsætningen på kontraktmarkedet, og som har en af landets største platforme til arkitekter, forklarer Jacob Munch, der understreger, at virksomheden allerede har bevist sit værd inden for segmentet.

Bruunmunch kan således bryste sig af at have leveret møbler til både Sony Musics hovedkvarter i Berlin samt til tre Balenciaga-butikker i henholdsvis Paris, Shanghai og New York.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Bruunmunch
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062