23948sdkhjf

Træpillefirma har solgt for over fire millioner – nu er skiltet væk

Det store skilt er væk, lokalerne står fortsat tomme, og ejeren af lejemålet siger nu, at Pinderup Træpiller kan glemme alt om at flytte ind

Den stærkt omdiskuterede virksomhed Pinderup Træpiller har modtaget ordrer fra 900 kunder, som i alt har bestilt knap 1200 tons træpiller.

Det vil sige træpiller til en værdi af over fire millioner kroner.

Det skriver Nordjyske.

Fabrikken i Agersted, som skal stå for produktion af træpillerne, er endnu ikke oppe at køre. Da Nordjyske var forbi fredag og talte med ejer Anders Pinderup, lød meldingen, at han ville begynde at rykke maskiner og råvarer ind mandag i denne uge.

Få dage senere skulle produktionen være i fuld sving.

Nu er det store skilt, som fredag var sat op ved bygningerne på Dronninglundvej i Agersted, ikke længere at se på adressen, og lokalerne står fortsat tomme uden nogen maskiner eller råvarer i syne.

Samtidig oplyser industrivirksomheden DSI Dantech, der siden 2015 har haft lejemålet i Agersted, at der ikke er underskrevet nogen lejekontrakt på de lokaler, som Pinderup Træpiller påstår at skulle rykke ind i.

- Og der bliver heller ikke indgået nogen lejeaftale med Pinderup Træpiller. De har ingen adgang til lokalerne derude, lyder det fra DSI Dantech.

Kommer ikke til at ske

Nordjyske har forsøgt at få en kommentar fra Anders Pinderup, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

I sidste uge fortalte han ellers, at Pinderup Træpiller har planer om at etablere en fabrik i Agersted, hvor man vil producere knap to tons træpiller i timen – og sælge dem til 3500 kroner per ton svarende til halvdelen af markedsprisen.

Vel at mærke på et tidspunkt, hvor prisen på træpiller er eksploderet og har sendt desperate pillefyrejere på jagt forud for vinteren.

Men fabrikken i Agersted er altså endnu ikke oppe at køre, og DSI Dantech, der har lejemålet, afviser nu, at det nogensinde kommer til at ske på pågældende adresse.

Både blandt kunder og aktører i trævarebranchen har der de seneste dage været udbredt tvivl om Pinderup Træpillers påståede planer. Anders Pinderup har heller ikke fået den nødvendige miljøgodkendelse af Brønderslev Kommune til at gå i gang.

I sidste uge sagde han til Nordjyske, at kommunen har givet ham dispensation. Det passer ikke, lyder svaret fra kommunen.

En række ubesvarede spørgsmål

Nordjyske har været i kontakt med Anders Pinderup, som bad os sende ham spørgsmål på mail. Det har vi gjort, men uden svar.

Blandt andet har vi spurgt ham, om selskabet bag Pinderup Træpiller er momsregistreret. Det ser nemlig ikke ud til at være tilfældet, når man slår CVR-nummeret op hos Skattestyrelsen.

En virksomhed skal momsregistreres, hvis man inden for et år forventer at omsætte for over 50.000 kroner eksklusive moms. Pinderup Træpiller har modtaget ordrer for over 4 millioner kroner.

Beskrivelsen af de træpiller, som Pinderup Træpiller sælger på sin hjemmeside, er plagieret fra en anden hjemmeside, der også sælger træpiller. Nordjyske har spurgt Anders Pinderup hvorfor, og om han kan dokumentere, at hans træpiller er af den oplyste kvalitet, når beskrivelsen af dem er plagieret, og produktionen endnu ikke gået i gang.

Selskabet bag Pinderup Træpiller hedder Fam3D Filament og holder til på en adresse i Jelling. Her bor en mand, som ikke har nogen tilknytning til selskabet.

I stedet trækker Pinderup Træpiller spor til en adresse i Flauenskjold, hvor Anders Pinderup og hans kone bor. Det er også fra denne adresse, at domænerne pinderuptraepiller.dk og pinderuptræpiller.dk er registreret.

Trukket penge eller ej?

Det helt store spørgsmål blandt de mange kunder, som har lagt en ordre hos Pinderup Træpiller, er lige nu, om deres penge er trukket på kontoen eller ej.

Ifølge Nordjyskes oplysninger har mindst én kunde fået trukket sine penge, som dog siden er kommet retur. Pengene blev i øvrigt ikke trukket af Pinderup Træpiller, men af et andet firma - klipklister.dk - hvis domæne også er ejet af Anders Pinderups hustru, Tine Pinderup.

De fleste kunder har fået reserveret et beløb på deres konto, som så frigives til Pinderup Træpiller, når varen afsendes. Rigtig mange kunder har de seneste dage annulleret ordrer og er lykkedes med at få deres penge frigivet.

I en opdatering på Facebook tirsdag eftermiddag skriver Pinderup Træpiller, at man har valgt at ophæve alle reservationer, og at man fortsat regner med at kunne levere de bestilte træpiller inden for 30-60 dage.

Selskabet bag Pinderup Træpiller har tidligere beskæftiget sig med alt fra murerforretning til dyrehandel og vejgodstransport. Virksomheden er flere gange flyttet med adresser i både Søllested på Lolland, Snedkersten og Helsingør i Nordsjælland.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11