23948sdkhjf

Derfor har disse tømrerlærlinge særlig svært ved at få læreplads

På EUX-tømreruddannelsen kniber det med lærepladserne. Nu skal nyt informationsmateriale motivere virksomhederne til at ansætte flere af den slags lærlinge

De er interesserede og initiativrige. De lærer præcis det samme som unge på den almindelige tømreruddannelse plus lidt mere -og de er lige så længe i lære i virksomhederne. Og når svendebrev og studenterhue er i hus, fortsætter langt de fleste med at arbejde.

I det hele taget har EUX-tømrerlærlinge, hvor uddannelsen kombinerer en erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen, meget at bidrage med på en arbejdsplads, og derfor er der god grund til at se i den retning, når virksomheden næste gang skal ansætte lærlinge.

Sådan lyder hovedbudskabet i det materiale, som Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse i disse dage sender ud til cirka 5.000 virksomheder og erhvervsskoler i hele landet.

- EUX-tømrere er attraktive faglærte medarbejdere, men vi risikerer at miste dem til andre ungdomsuddannelser, fordi der mangler lærepladser. En del af problemet bunder i, at mange arbejdsgivere ikke rigtigt kender EUX-tømreruddannelsen og de forbedringer, der er sket de senere år. Det skal der gøres noget ved, og derfor har vi udarbejdet konkret og saglig information til virksomhederne om uddannelsen, om virksomhedernes erfaringer og om lærlingenes motivation for at vælge den, siger Ole Gregersen, formand for Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse.

EUX er en eftertragtet uddannelse

EUX kombinerer en erhvervsuddannelse med en gymnasial eksamen, og den er eftertragtet. En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) fra 2021 viser, at hver tredje, der søger ind på en erhvervsuddannelse efter folkeskolen, søger en EUX.

Men på de tekniske EUX-uddannelser, herunder tømrer, får én ud af tre elever ikke en læreplads fra starten og må begynde i skoleoplæring. På de tilsvarende almindelige erhvervsuddannelser er det én ud af fire.

Ifølge Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse skyldes EUX-tømrernes besvær med at få lærlingeaftalerne i hus skyldes flere ting. En af de store hurdler har været skoleopholdene, der varer 19 uger ad gangen mod seks uger på den almindelige tømreruddannelse. Det har dels givet mindre tid til oplæring i virksomheden, dels har det været svært for virksomhederne at undvære lærlingene under de lange skoleophold.

Derfor er oplæringen i virksomheden på EUX-tømreruddannelsen blevet udvidet med et halvt år, så EUX’erne i dag samlet set er lige så længe i oplæring som unge på den almindelige erhvervsuddannelse.

Desuden tilbyder flere erhvervsskoler to årlige startdatoer, så virksomhederne kan ansætte flere lærlinge i forskudte forløb. Når den ene er på skole, er den anden på arbejde, og dermed har virksomheden hele tiden en lærling med på opgaverne.

EUX-tømrerlærlinge bliver efter endt læretid

Ifølge Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse, så spiller forudfattede meninger og mangel på aktuel viden også en rolle, når virksomhederne skal tage stilling til ansøgninger fra EUX-tømrerlærlinge.

For eksempel er der en udbredt forestilling om, at de fleste EUX’ere stopper med at arbejde, så snart de er udlært, fordi de hellere vil læse videre. Uddannelsen er da også skruet sammen, så den giver direkte adgang til en række videregående uddannelser, men undersøgelsen fra EVA viser, at langt de fleste fortsætter med at arbejde, når de har fået svendebrev og studenterhue. På bygge-og anlægsområdet har kun 8 pct.af EUX’erne planer om at fortsætte direkte videre i uddannelsessystemet.

Fakta om EUX

  • 1 ud af 3, der søger ind på en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen, søger en EUX.
  • 45 pct. af de unge på EUX ville have valgt gymnasiet, hvis EUX ikke havde eksisteret.
  • 85 pct. af alle oplæringsvirksomheder er tilfredse/meget tilfredse med deres EUX-lærlinge.
  • 8 pct. af EUX-lærlingene på bygge-og anlægsområdet har planer om at fortsætte direkte videre i uddannelsessystemet. Gennemsnittet for alle EUX-uddannelser er 18 pct..
  • 34 pct. af EUX-lærlingene på de tekniske erhvervsuddannelser, herunder tømrere, kan ikke få en læreplads fra start og begynder i skoleoplæring. På de tilsvarende almindelige erhvervsuddannelser er tallet 25 pct.

Kilde: Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier (DEG), 2021

- Branchen tørster efter faglært arbejdskraft, og med EUX-uddannelsen kan vi tiltrække og fastholde en stor gruppe af dygtige unge til tømrerfaget. Derfor er det afgørende, at vi som branche møder dem med åbenhed og kan tilbyde dem sammenhængende uddannelsesforløb, hvor det også er muligt at få en læreplads, siger Morten Lehmann, der er næstformand i Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse.

Udvalget håber, at håber, at informationsindsatsen giver arbejdsgiverne et fornyet billede af uddannelsen, og at det resulterer i flere lærepladser.

- EUX-tømreruddannelsen har kun eksisteret i lidt over 10 år, og arbejdsgiverne har haft behov for at se den an, men nu er det på høje tid, at flere virksomheder – også de små og mellemstore – støtter op om EUX’erne. Virksomhederne har lige så meget brug for de unge, som de unge har brug for virksomhederne, siger Ole Gregersen og Morten Lehmann.

Virksomheder med gode erfaringer

I informationsmaterialet fortæller udvalgte virksomheder om deres erfaringer med EUXtømrerlærlinge. De beskriver selvstændige og ansvarlige unge, der søger kombinationen af praktiske og boglige fag – og netop det aktive tilvalg af håndværket smitter positivt af på deres motivation og mindset på arbejdspladsen.

- Der sidder et godt hoved på EUX’erne. De er selvstændige, lærenemme og sætter sig ind i tingene, siger direktør Morten Røndbjerg Nielsen fra byggefirmaet Sanitec i Vandel ved Billund. Han har gode erfaringer med sine EUX-tømrerlærlinge.

Det samme gælder i tømrer-og snedkerfirmaet Bent Jensen A/S i Herning, der har haft EUX-tømrerlærlinge i mange år:

- Min anbefaling til andre tømrermestre er, at de skal prøve at tage en EUX-lærling og se, hvordan det fungerer. Der er ikke noget problem i det, siger adm. dir. Kim Farcinsen.

Mere om informationsmaterialet

  • Materialet udsendes til 5.000 virksomheder og erhvervsskoler i Danmark
  • Informationsmaterialet om EUX-tømrerlærlinge består af en fakta-folder og en brochure med cases.
  • Fakta-folderen giver et overblik over uddannelsens opbygning og den forhøjede lønrefusion.
  • Folderen svarer også på fem af de oftest stillede spørgsmål fra virksomhederne, når det gælder EUX-tømrerlærlinge og deres uddannelse.
  • I brochuren fortæller fire virksomheder om deres erfaringer med EUX-tømrerlærlinge. Både arbejdsgivere og lærlinge har ordet.
  • Materialet er udarbejdet af Det Faglige Udvalg for Træfagenes Byggeuddannelse på baggrund af interviews med erhvervsskoler, virksomheder og EUX-lærlinge samt relevante undersøgelser og artikler. Det udsendes til ca. 5.000 virksomheder og erhvervsskoler i hele landet og kan også bestilles eller downloades på https://www.bygud.dk/eux
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.887