23948sdkhjf

Møbelproducent nedlægger natarbejdet efter eksplosion i elpriser

Som så mange andre må den vestjyske møbelproducent Fumac i øjeblikket slås med voldsomme elpriser. Derfor har direktøren nu besluttet at indsnævre arbejdstiden på fabrikken, der ellers har kørt i døgndrift.

– Det er ikke et spørgsmål om at nedlægge skiftehold, men om vi kan komprimere produktionen så meget, at vi kan lukke fabrikken ned i nogle timer om natten, fortæller adm. direktør Per Susgaard.

Intentionen er således at fastholde medarbejderstaben på fabrikken, men at arbejdet i ydertimerne komprimeres, så de ansatte i Vinderup så at sige når det samme på kortere tid. Dermed forventer direktøren, at produktionen kan lukkes helt ned i fire-fem timer natten over. 

– Det handler om at rykke noget mere sammen i bussen og så køre fuld skrald i den reducerede åbningstid, forklarer Per Susgaard, der derved vurderer, at aktivitetsniveauet i Vinderup kan fastholdes.

Ifølge Børsen viser data fra elhandelsplatformen Nord Pool, at den rå elpris i spotmarkedet i august er mere end femdoblet i forhold til samme måned sidste år. Og det er noget, der kan mærkes hos Fumac.

– Ser vi på 2020, så var vores energiomkostninger på 1 pct. af vores omsætning. Nu ligger vi mellem 3 og 4 pct., og når kapacitetsomkostningerne stiger så meget, så kan det virkelig mærkes, fastslår han.

Derfor er hverdagen på fabrikken også gået efter i sømmene i jagten på besparelser.

– Vi prøver at ændre adfærd, så vi eksempelvis sørger for at slukke maskiner, når de ikke er i brug. Det handler meget om, at man lige tænker sig om en ekstra gang, fortæller Fumac-direktøren.

Overvejer langsigtet investering

Den vestjyske møbelproducent er langt fra ene om kvalerne. Hos SMV Danmark får man ifølge direktør Jakob Brandt dagligt en håndfuld henvendelser fra medlemmer, der er slås med samme problem.

– Virksomheder lukker midlertidigt ned for dele af produktionen, de begynder at holde lukkedage, og der vil være tider på døgnet, hvor de lukker for produktionen. Vi ser virksomheder, som kan risikere at lukke, og vi ser virksomheder, som simpelthen ikke kan sende regningen videre og dermed står med håret i postkassen, siger SMV Danmark-direktøren til Børsen.

Hos Fumac understreger Per Susgaard, at situationen ville være nemmere at håndtere, hvis man havde en kendt udløbsdato.

– Vidste vi, at det her sluttede for eksempel den 1. november, så ville man meget lettere kunne køre på, men ingen ved, hvor længe det vil vare, og derfor er vi nødt til at reagere, for at vi kan forblive konkurrencedygtige, forklarer han.

De usikre udsigter har også fået direktøren til at overveje mere langsigtede løsninger på problemet.

– Vi overvejer, om vi skal investere i alternativ energi som for eksempel solceller. Det løser jo ikke udfordringerne fra dag et, og jeg havde ikke troet, at man som producent skulle til at investere i alternative energiformer, men nu er vi i gang med at undersøge, om det kunne blive en god business case, fortæller Per Susgaard.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.095