23948sdkhjf

Stor vækst hos JKE Design

Det netop offentliggjorte årsregnskab fra JKE Design viser, at 2005 var et år med stor vækst hos den nordjyske køkkenproducent. En udvidelse af forhandlernettet og større lager- og produktionsfaciliteter skal sikre fortsat vækst på de nordiske markeder.
Regnskabet fra den nordjyske køkkenproducent, der er Danmarks femtestørste, viser en omsætning på godt 190 mio. kroner, hvilket er den største omsætning siden virksomhedens grundlæggelse i 1980.

Resultatet blev med godt 13 mio. efter skat også det største siden grundlæggelsen for 26 år siden, ligesom medarbejderantallet på 130 er det højeste nogensinde.

Køkken i valnød fra JKE Design. Udvidelse af forhandlernet på vej
Målet er fortsat vækst hos den nordjyske køkkenproducent, der også producerer badeværelsesmøbler. De kommende år regner Henrik Nørgaard med en årlig vækstrate på 10 procent, hvilket blandt andet skal hentes gennem en udvidelse af forhandlernettet.

JKE Design, der har en eksportandel på 40 procent til primært det øvrige Skandinavien, har i dag godt 80 skandinaviske butikker, men antallet forventes udvidet til godt 100 butikker inden for tre år. Udvidelsen skal primært ske uden for Danmarks grænser.

- Vi vil hente væksten på de nordiske markeder, og det er konkret planen at åbne 15 nye butikker i Sverige. I de seneste år har vi fået godt fat i både det danske og det norske marked, men vi vil formentlig også åbne 3-4 nye butikker i Danmark og Norge, siger adm. direktør Henrik Nørgaard fra JKE Design.

Større faciliteter understøtter vækst
For at understøtte den videre vækst har virksomheden netop udvidet lager- og produktionsfaciliteterne med 3.000 kvadratmeter.

Sideløbende med udvidelsen er desuden implementeret et nyt ERP-system, som skal effektivisere logistikprocessen.

- Vi har samlet investeret et tocifret millionbeløb i større faciliteter og nyt IT-system, og vores ledelsesmæssige fokus i de kommende år vil være at sikre logistikken ud til kunderne. Dermed vil vi i endnu højere grad kunne sikre en sikker levering til kunderne, fortæller Henrik Nørgaard.

JKE Design har siden år 2000 været ejet af den svenske køkkenkoncern Ballingslöv, som også ejer de danske køkkenfirmaer Multiform, Kvik og Svane Køkkenet.

Kilde: JKE Design.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078