23948sdkhjf

Vinderup Træindustri på forkant med udviklingen

Takket være fyrretræsmøbelbranchens nedtur i Danmark har Vinderup Træindustri fået øjnene op for nye markeder og nye produkter. Eksporten af limtræ til udlandet er øget med stor succes, og produktudviklingen er i fuld gang.
Vinderup Træindustri A/S, der er en af verden største limtræsproducenter til møbelindustrien, er en virksomhed, der holder øje med, hvilken vej vinden blæser.

Nedturen i fyrretræsmøbelbranchen har kostet mange underleverandører dyrt eller i værste fald livet. Men ikke Vinderup Træindustri, der har vist, at nye satsninger var vejen frem, skriver ErhvervsBladet.

- Det er klart, at nedturen ville have været alvorlig for os, hvis vi udelukkende blev ved med at satse på at være underleverandør for de danske fyrretræsmøbelproducenter. Derfor har vi naturligvis haft øjnene åbne for alternativer som supplement til disse leverancer, siger adm. direktør i Vinderup Træindustri, Bjarne Andersen til avisen.

En satsning var eksport af limtræ, og det har været en ovenud vellykket satsning. Vinderup Træindustri eksporterer nu mere til udlandet, end de sælger på hjemmemarkedet i Danmark, og de har sågar svært ved at følge med efterspørgslen.

Limtræsproducenten har også spredt sig til andre produktområder – en ny satsning er hobbyplader, som forhandles i byggemarkeder og trælaster, skriver avisen.

Og der er stadig flere nye produkter i limtræ på vej fra Vinderup Træindustri, der hele tiden vil være på forkant med udviklingen inden for limtræs-produktion.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08