23948sdkhjf

Vinduesproducent trækker akademikere til Mors: De unge vil have udvikling

Mens mange virksomheder skriger på arbejdskraft, har vinduesproducenten Outrup Vinduer & Døre gennem de seneste år oplevet succes med virksomhedens traineeforløb, der har trukket flere akademikere til Mors.

En af dem er cand.it Tobias Trillingsgaard fra Skive, der aldrig havde forestillet sig at skulle arbejde med døre og vinduer på øen i Limfjorden, men som ikke desto mindre har fundet sig godt til rette i det toårige forløb, han er i fuld gang med. Ifølge Tobias Trillingsgaard er der nemlig masser af plads til udvikling.

– For mig var det vigtigt, at jeg kom et sted hen, hvor jeg fik ansvar og stor mulighed for udvikling. Det kunne Outrup tilbyde mig, da de netop er i gang med udviklingen af en ny bestillingsplatform, som nu snart er klar til at blive rullet ud hos kunderne, fortæller Tobias Trillingsgaard og fortsætter:

– Og generelt tror jeg, at netop lærings- og udviklingsmuligheder er vigtige parametre at lægge vægt på i en rekrutteringsproces. De unge vil nemlig ikke bare have et nyt job, de vil have udvikling. Det var i hvert fald det, der gjorde, at jeg takkede ja til jobbet hos Outrup.

En gevinst for alle parter

Efter fem års studier på Aalborg Universitet har han arbejdet hos Outrup i knap halvandet år. Da han studerede, forestillede han sig ikke, at han skulle arbejde i den type virksomhed, for det er ikke den vej, de fleste vælger at gå, når de har en kandidatuddannelse indenfor it. Men han har bestemt ikke fortrudt, at han tog imod chancen for at blive ansat i virksomheden – tværtimod.

– Jeg har fået mulighed for at sætte mit præg på tingene, og der bliver lyttet til de argumenter og ideer, jeg kommer med. Der er meget fokus på udvikling hos Outrup, og kollegerne vil gerne gøre brug af den viden, som folk med en akademisk baggrund har. Derfor kan man sagtens mærke, at der er brug for det, vi kan, siger Tobias Trillingsgaard.

Gennem traineeforløbet hos virksomhedens direktør, Henrik Nyby, har han blandt andet fået en stor forretningsforståelse, for som trainee får de ansatte indblik i, hvordan hele virksomheden fungerer, men det er ikke kun de unge kandidater, der vinder på ordningen.

– Kandidaterne får et målrettet traineeforløb, hvor de hurtigt lærer virksomheden at kende. Vi har gang på gang set, at de unge akademikere kan bruge deres analytiske tilgang til også at gøre os endnu dygtigere. Det har stor betydning for vores virksomhed, fordi vi hele tiden skal udvikle os og være innovative, siger Henrik Nyby, der netop nu er godt i gang med at søge den næste trainee til opstart efter sommerferien.

Og Tobias Trillingsgaard har fået smag for hverdagen på vinduesfabrikken.

- Jeg kan sagtens se mig selv blive hos Outrup, når mit traineeforløb er slut, for det er en meget spændende virksomhed. Der er mange interessante opgaver, som jeg kan arbejde med, når jeg er færdig som trainee, siger Tobias Trillingsgaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095