23948sdkhjf

Tidligere bordplade-direktør overtager spejlvirksomhed

Gern Spejl, der producerer spejlløsninger til bad-, køkken- og møbelindustrien, har fået ny ejer. Virksomheden, der siden 1999 har været ejet af Kristiansen Properties, er med virkning fra dags dato solgt til Freeman Holding Aps.

– Gern Spejl står i dag på et stærkt fundament og har klart et potentiale til at vokse og udvide sin forretning på det store tyske marked, men også i Norden. Gern Spejl har igennem de seneste år gennemgået en større udvikling af produktionskapaciteten og kerneprodukterne. Vi har derfor søgt efter den helt rigtige ejer for fremtiden, som har ambitioner om at vækste virksomheden gennem fortsat produkt- og markedsudvikling, fortæller Klaus Skovsen, direktør for Kristiansen Properties.

Og netop det mener man altså at have fundet med Varde-baserede Freeman Holding, der er ejet af Hans Christiansen, som med overtagelsen også træder ind på direktørposten i spejlvirksomheden-

 – Han har erfaring med det marked, Gern Spejl opererer i og er en dygtig erhvervsleder, fastslår Klaus Skovsen.

Fra bordplader til spejle

Hans Christiansen har tidligere været medejer af glasvirksomheden DSG Industri, og i 30 år var han direktør og medejer hos borpladeproducenten Kuma, som han forlod i sensommeren 2020. De mange år i branchen betyder, at den nye ejer kender spejlvirksomheden i midtjyske Sorring ganske godt.  

– Jeg kender Gern Spejl fra branchen. Det er en virksomhed med dygtige medarbejdere, sunde værdier fra familieejerskab gennem alle år og rigtig gode produkter af høj kvalitet, siger han om sin nye virksomhed, hvor alle 22 medarbejdere fortsætter efter overtagelsen-

Hans Christiansen fremhæver, at virksomheden gennem årene har udviklet spejlløsninger i et tæt og godt samarbejde med kunderne.

– Der er opbygget en stor viden om både kunder og produkter, som er helt essentiel i det videre arbejde med at skabe yderligere vækst. Og jeg ser rigtig gode muligheder for at brede forretningen ud. Både i forhold til produkter, markeder og kunder. Derfor glæder jeg mig til en fremtid i Gern Spejl, siger Hans Christiansen.

Gern Spejl kom ud af regnskabsåret 2020, der er det senest offentliggjorte, med en bruttofortjeneste på 7,9 mio. kr. og et tab på godt 900.000 kr. før skat. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.829