23948sdkhjf

Uenighed bag brud: Direktør forlader bordpladeproducent

Efter 30 år på direktørposten takker Hans Christiansen nu af hos Kuma, der producerer helstøbte vaske og bordplader til køkken og bad.

– Jeg har været direktør og medejer i 30 år, og det har været nogle rigtig gode år med en fantastisk udvikling, men jeg stopper, fordi min partner og jeg har ikke kunnet blive helt enige om, hvordan fremtiden skulle udforme sig, fortæller Hans Christiansen, der af samme grund har valgt at sælge sin aktiepost på 50 pct. af selskabet til Teddy Have Thomsen, der nu er eneejer af den sydjyske virksomhed. 

Den nyslåede eneejer beskræfter, at det var uenighed om retningen, der har ført til bruddet mellem parterne.

– Jeg har altid holdt på, at de penge, der blev tjent i Kuma, skulle blive i virksomheden, så de kunne skabe vækst, lyder det fra Teddy Have Thomsen. 

Lutter sorte tal i 26 år

Da Hans Christiansen indtog direktørposten hos Kuma som 22-årig, var det en underskudsforretning, han kom i spidsen for.

– Dengang lå omsætningen på omkring 680.000 kroner, og der var et underskud på 816.000. Det tog os tre år at få vendt til et nul, og siden har der ikke været røde tal på bunden, fortæller den afgående direktør, der ved sin tiltrædelse købte ti pct. af aktierne i Kuma.

– I 1997 investerede jeg så yderligere, så jeg kom op på de 50 procent, og siden er det gået slag i slag; vi fik godt styr på produktionen, hvilket betød at vi fik en del nye kunder, uden vi mistede de gamle, lyder det.

I dag beskæftiger Kuma omkring 150 ansatte på fabrikken i Rumænien, der kunne fejre 20-års jubilæum i fjor, og i 2019 lød bruttofortjenesten hos bordpladeproducenten på 22 mio. kr., mens resultatet før skat landede på 5,3 mio. kr.

Ny direktør skal kende produktet

Skønt Hans Christiansen onsdag er i gang med sin sidste arbejdsdag hos Kuma, står en ny direktør ikke klar i kulissen. Det fortæller Teddy Have Thomsen, der dog ikke er i tvivl om, hvad Hans Christiansens arvtager skal kunne.

– Det er meget vigtigt, at man har et stort produktkendskab og ved, hvordan man udvikler et selskab, lyder det fra Kuma-ejeren.

Han fortæller, at jagten på en ny direktør er i fuld gang, og at der bestemt er interessante emner i kikkerten.

– Men vi venter lige lidt med at melde det ud, forklarer han.

Han vil dog gerne fastslå, at den ny direktørs vigtigste opgave bliver at fortsætte den gode udvikling, Kuma er inde i, hvilket også er den afgående direktørs håb for selskabet.

– Der er fortsat et stort potentiale i Kuma, og jeg tror, det bliver godt for selskabet af få en eneejer, der suverænt kan bestemme, i stedet for, at uenigheder medfører, der ikke kan træffes beslutninger, vurderer Hans Christiansen, der endnu ikke er sikker på, hvad hans egen fremtid bringer.

– På den korte bane har jeg ingen konkrete planer, men jeg kommer nok til at bruge lidt flere kræfter på glasvirksomheden DSG Industri i Haderslev, hvor jeg ejer 50 procent. Når jeg så har fundet ud af, hvad jeg vil, finder jeg nok en anden virksomhed at investere i, eller starter noget nyt op, fortæller Hans Christiansen om sine fremtidsplaner.

Læs mere om: kuma
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.171