Kædedirektør om historisk stærkt regnskab: Vi handler med de leverandører, der er sultne nok
Toplinjevækst og forbedrede leverandøraftaler har været med til at sikre et historisk stærkt regnskab for andelsselskabet Inbogulve amba, der varetager kædeaktiviteterne for Garant og Erhvervsgulve.dk.
I en pressemeddelelse oplyser selskabet, at den samlede bruttoomsætning hos medlemmerne lander på rekordhøje 1,3 mia. kr. eksklusive moms. Det er medført af et varekøb gennem Inbogulve på 616 mio. kr., mens bundlinjen for kæden lander på 35 millioner kroner, svarende til en stigning på 34 pct. fra året før.
– Vi er meget stolte over regnskabet. Vi har været begunstiget af corona, men tallene tegner også et billede af et stærkt sammenhold mellem medlemmer, kædekontor og bestyrelse, siger adm. direktør Peter Rønn.
Handler med de sultne
Han peger på, at overskuddet på driften i samme ombæring er løftet 33 pct. til 35,4 mio. kr. og understreger, at det først og fremmest skyldes den store indsats, der gennem året er ydet i medlemsbutikkerne.
–Medlemmerne har virkelig arbejdet hårdt og mange timer – samtidig med, at de har vist stor opbakning til indsatserne fra kædekontoret. Og det er her, vores koncern skiller sig ud fra mængden. Sammenholdet og krydsbefrugtningen på tværs af medlemmer, kædekontor og bestyrelse har været ekstraordinært, og det er godt gået i en travl periode, hvor vi kunne have tjent endnu flere penge, hvis vi ikke havde manglet hænder, siger Peter Rønn.
Ifølge direktøren er fremgangen desuden resultat af dels øget salg, dels af de forbedrede leverandøraftaler, kæden er lykkedes med at forhandle på plads med de nøgleleverandører, der ”ønsker samarbejdet med koncernen mest”.
– I dag handler vi med de leverandører, som er sultne nok. Vi accepterer ikke, at man forsøger at lægge ekstra på priserne. Så har man haft det for godt gennem tiden. Men det er vigtigt at understrege, at vi opfører os ordentligt. Både vi og vores leverandører skal pleje den langvarige indtjening, og de laver stadig en god forretning sammen med os, siger Peter Rønn.
Føler sig stærke
Han peger på, at også private label-andelen i Garantbutikkerne er i fremgang. I dag ligger den samlede andel ifølge kæden på 8 pct., og forventningen er, at man i indeværende år rammer de 10 pct., hvilket direktøren kategoriserer som en ”passende andel” indtil videre.
Med tilfredshed kan direktøren desuden notere sig, at den gennemsnitlige udbetaling til medlemmerne i 2021 var rekordhøj, ligesom man har fået ryddet op i moderselskabets økonomi og endelig skabt en transparent afregningsform inden for marketing.
Det er således forventningen, at de 65 Garantbutikker samt de 12 selvstændige entreprenører, der er tilknyttet Erhvervsgulve.dk, går lyse tide i møde.
– Vi føler os stærke, og det viser regnskabet, at vi har god grund til. Sådan er det med frivillige kæder, når der først er opstået samklang, så løftes der i flok, og alle arbejder hårdt, når det er nødvendigt. Lige nu er der ikke noget, der kan stoppe os, fastslår Peter Rønn.