23948sdkhjf

Ja til renovering til 473 mio. kr. i Odense

Helhedsplanen for Birkeparken i Vollsmose, som fra næste år og frem til 2026 gennemgår en stor renovering med 249 moderne, almennyttige boliger med grønne åndehuller og nye boligveje, er blevet godkendt af Odense byråd. Det oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse. 

I dag er Birkeparken nedslidt med fugt og skimmelsvamp i lejlighederne, træk fra døre og vinduer med høje varmeregninger og dårligt indeklima til følge.  

Med helhedsplanen for Vollsmose bliver 200 almennyttige boliger nedlagt i Birkeparken, og afdelingen får 249 almene boliger med moderne indretning. 

– Jeg har selv boet en rum tid i Birkeparken i en lys, dejlig og billig lejlighed. Men den var nedslidt som hele området, og det retter vi nu op på med helhedsplanen til en moderne bydel med almene boliger og ejerboliger, rækkehuse og lejligheder, siger rådmand Søren Windell (K) fra By- og Kulturforvaltningen i pressemeddelelsen. 

Koster 475 millioner

Renoveringen af boligerne begynder næste år, og de skal stå klar til indflytning i 2026, og i byggeperioden står boligselskabet FAB for genhusningen af beboerne. 

Boligerne i Birkeparken bliver fordelt på 60 rækkehuse og 189 lejligheder. 62 af dem bliver tilgængelighedsboliger med elevator og ekstra plads til kørestol eller rollator, så seniorer har mulighed for at blive i eget hjem. Hver bolig får en parkeringsplads, og nye boligveje fører trafikken ind i området på gader med lav hastighed. 

Helhedsplanen koster 473 mio. kr., og FAB er ansvarlig for gennemførelsen af nedrivning, renovering og ombygning i egne afdelinger. Odense Kommune stiller garanti for et realkreditlån på op til 390 mio. kr., og Landsbyggefonden stiller sikkerhed for halvdelen af et eventuelt tab på garantiforpligtelsen.

Fakta om Birkeparken

  • Birkeparken blev opført i 1970-1972 som en del af Vollsmoseplanen fra 1964. 
  • Afdelingen består af 439 lejemål med 66 rækkehuse og 373 lejligheder med indkørsel fra Vollsmose Allé. 
  • Renoveringen af de 249 boliger omfatter nye vinduer, køkkener og badeværelser. Bedre lysindfald med ændrede altaner og bedre indeklima med ventilationsanlæg. 
  • Omkostningerne til nedrivning står den enkelte afdeling for, og de indgår i den samlede finansiering af helhedsplanen for Birkeparken.

Forsidefoto: Colourbox

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079