23948sdkhjf

Navnenyt: 40-års jubilar på vinduesfabrik

Da den nu 70-årige Poul Hangaard trådte ind i glasafdelingen hos KPK Døre og Vinduer i 1981, havde han ikke drømt om, at han fyrre år senere fortsat ville arbejde i selvsamme virksomhed. Ikke desto mindre kan han den 2. november 2021 fejre hele 40-års jubilæum, og selv er han ikke i tvivl om, hvorfor han har tilbragt det meste af sit arbejdsliv som produktionsmedarbejder hos KPK Døre og Vinduer på Mors.

 – Jeg er egentlig uddannet tømrer og arbejdede 15 år med faget indtil, at det typehusfirma, som jeg arbejdede for, stoppede. Så måtte jeg søge nye veje, og her fik jeg arbejde hos KPK Døre og Vinduer. Egentlig havde jeg tænkt, at jeg skulle tilbage til tømrerfaget, men jeg blev simpelthen så glad for at arbejde i virksomheden, at jeg blev – og nu er der så gået 40 år, siger Poul Hangaard og fortsætter:

 – Det har uden tvivl været fantastisk at arbejde hos KPK gennem de mange år, fordi jeg har haft nogle rigtig gode kolleger og oplevet en god og kompetent ledelse. Derudover har jeg særligt de seneste år sat pris på, at KPK har gjort det muligt for mig at gå ned i tid, for det har betydet, at jeg har kunnet fortsætte mit arbejdsliv på de vilkår, som passer både mig og min kone.

Vidne til en kæmpe udvikling

Langt de fleste af årene har Poul arbejdet i virksomhedens specialafdeling, hvor han fremstiller buede og skrå døre og vinduer på specialordrer. I løbet af årene har han oplevet en kæmpe udvikling i specialafdelingen, hvor både arbejdsopgaver og processer har ændret sig markant som følge af digitaliseringen.

 –  Førhen tegnede vi alle buer og modeller for specialløsningerne på spånplader, men nu foregår det hele digitalt, og derfor er processerne løbende blevet mere automatiske og nøjagtige. Til gengæld fylder håndværket stadig meget, og fordi vi laver særordrer, er der ikke to dage, som er ens. Og netop den alsidighed betyder meget for mig, så jeg hele tiden oplever at blive mødt med spændende nye udfordringer, fortæller Poul Hangaard.

En af dem, som har sat pris på Pouls mangeårige indsats og arbejde hos KPK Døre og Vinduer, er direktør i KPK, Jørn Korsgaard Sørensen.

 – Der er ingen tvivl om, at Poul gennem årene har bidraget meget positivt til virksomheden med sin store håndværksmæssige kunnen, faglighed og ikke mindst personlighed. Han har en stor erfaring og ekspertise, som kollegerne har været glade for at kunne trække på i dagligdagen. Derfor er vi rigtig glade for, at han er en del af vores specialafdeling, og jeg ønsker ham et stort tillykke med det fornemme jubilæum, lyder det fra Jørn Korsgaard Sørensen.

Poul bor i Øster Jølby, hvorfra han hver dag cykler til arbejde. Her bor han i hus med sin kone, mens fritiden bliver nydt på blandt andet camping i Vorupør, ferier på Gran Canaria og ikke mindst ægteparrets børn og børnebørn. 

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.062