23948sdkhjf

Forsyningskrisen kradser: Tvilum sender 250 timelønnede på fordeling

Tvilum i Fårvang er hårdt ramt af den globale transport- og forsyningskrise. Det tager virksomheden nu konsekvensen af og sender 250 timelønnede på fordeling året ud.

 – Som mange andre globale virksomheder må Tvilum nu se stor usikkerhed omkring salget på grund af længere tid med ustabile forsyninger af komponenter og råvarer fra såvel Asien som Europa ind imod vores fabrikker, kombineret med problemer med at få varer frem i til vores kunder på grund af mangel på containere og trailere, skriver møbelproducenten i en pressemeddelelse.

Her peger Tvilum på, at selvom detail-leddet på virksomhedens hovedmarkeder melder om fortsat mange kunder i butikkerne, er efterspørgslen på møbler nu faldet til et mere normalt niveau.

– Vi oplever, at rigtig mange af vores detail-kunder har overvurderet situationen og fået forkøbt sig med den effekt, at de nu står med fyldte lagre, som de vil have solgt ud af, inden de køber mere ind, og det er blandt andet den effekt, som rammer vores omsætning nu, lyder det.

Samtidig er den amerikanske forretning, der udelukkende bygger på e-commerse, hårdt ramt af såvel containermangel som lange transittider.

 – Vi er hårdest ramt på vores USA-forretning som er ren e-commerse. Her har det i en lang periode været næsten umuligt at fremskaffe det antal containere, vi skulle bruge for at holde et tilstrækkeligt lager i USA, kombineret med at vi har oplevet ekstrem lange transittider på op til 20 uger imod de sædvanlige 5-6 uger fra Europa til USA. Oven i det har der været stor efterspørgsel på transportkapacitet i USA, og det har bevirket knaphed på de biler, som skal bringe vores varer det sidste stykke ud til kunderne, skriver Tvilum.

Virksomheden peger på, at det hovedsageligt er i Fårvang, varerne til USA produceres, og det er derfor her, der nu er brug for at trække bremsen.

 – En vigtig del af vores strategi, er at kunne levere hurtigt fra lager, men problemerne i den internationale forsyningskæde og hastigheden med hvilken markedet har bremset op, har overrasket os, og derfor er vi nu nødt til at tilpasse produktions-kapaciteten, lyder det.

Tvilum planlægger at køre fordeling under covid-19-regelsættet fra og med uge 42 og året ud. De berørte medarbejdere vil være på fordeling i de lige uger og arbejde som normalt i de ulige uger.

Læs også: Tvilum-direktør: Derfor må vi stoppe op for en kort bemærkning

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125