23948sdkhjf

Ny Tvilum-topchef: – Jeg har prøvet at styre uden om “corporate”

Kjeld Nielsen første år hos Tvilum har mildt sagt ikke været de mest forudsigelige. Han tiltrådte som finansdirektør et lille års tid efter møbelfabrikkens genrejsning i 2018, og den nye ledergruppe havde knapt nået at konsolidere sig, før en global pandemi året efter meldte sin ankomst.

– Dernæst kom krigen i Ukraine, og langt det meste af min tid hos Tvilum har været præget af turbulens, men på trods af det – eller måske nærmere på grund af det – har jeg fået bekræftet, at her er et enormt stort sammenhold, og at den grundlæggende drift i firmaet er meget stærk, fortæller Kjeld Nielsen, der onsdag overtog direktørstafetten efter Torben Porsholdt.

Et tydeligt match

Det krævede derfor heller ikke mange overvejelser, da han i starten af i år sagde ja til at indgå som kandidat i den rekrutteringsproces, bestyrelsen satte i gang på Porsholdts opfordring.

– Jeg kan rigtig godt lide at arbejde her, og jeg har fundet ud af, at jeg også rigtig godt kan lide møbelbranchen og dens udfordringer og muligheder, fortæller Kjeld Nielsen.

Den 57-årige nyslåede direktør kom til Tvilum efter en karriere i senest dør- og vinduesindustrien, hvor han blandt andet har haft titel af finansdirektør hos Jeld-Wen og Dovista, mens han tidligere har bestredet posten som adm. direktør hos finske Metso Oys Recycling division.

– Stort set hele mit arbejdsliv har været i store internationale virksomheder, fortæller Kjeld Nielsen, der understreger, at han trods titler som både CFO og CEO har forsøgt at holde sig så tæt på driften som muligt.

– Jeg har prøvet at styre uden om “corporate” og holde mig tæt på, hvor værdien skabes, lyder det.

Og der er flere grunde til, at både Tvilums bestyrelsen og Kjeld Nielsen selv har øjnet et match mellem kompetencer og virksomhed.

– Jeg har mest befundet mig i produktionstunge virksomheder, og så har jeg boet og arbejdet fem år i Tyskland, hvilket har givet mig et andet udsyn, og jeg kan godt lide, at Tvilum både er en virksomhed med fuld værdikæde, og at vi er en international virksomhed med medarbejdere i mange forskellige lande, siger Kjeld Nielsen.

Ruten er lagt

Den nye møbeldirektør overtager det daglige ansvar for omkring 1.000 ansatte og en forretning, der efter tre år med heftig toplinjevækst ad flere omgange har måttet sænke tempoet den seneste tid. Gennem det sidste år har de produktionsansatte hos Tvilum flere gange været sendt på fordeling, og senest har inflationen nået det højeste niveau i knapt 40 år, mens forbrugertilliden har ramt et historisk lavpunkt.

Det kan – udefra set – virke som et noget modigt tidspunkt at overtage stafetten på?

– Det kan man sige. Men det her skift har jo været på vej igennem noget tid, og når man vælger at gøre det nu, så er det måske meget godt, at det endte med at blive den interne kandidat til posten, siger han og fortsætter:

– Jeg kender virksomheden godt, og jeg har arbejdet tæt sammen med resten af ledergruppen, der stort set alle har været med i hele perioden, og med Torben (Porsholdt, red.) der jo også fortsat vil være tilknyttet som både bestyrelsesmand og som en, jeg kan bruge til rådgivning. Så jeg tænker ikke, at risikoen er så stor.

Kjeld Nielsen har da også selv været med til at lægge den strategi, Tvilum de seneste år har navigeret efter, og direktørskiftet indvarsler således heller ikke noget større nybrud, når det kommer til de store linjer.

– Den overordnede strategi, som fokuserer på vækst, er uændret. Der sker selvfølgelig uforudsete ting på den korte bane som eksempelvis krigen, der påvirker os og tvinger os til et mere kortsigtet driftsfokus, men den mellemlange og lange plan er den samme, slår han fast.

Svært at slå omkuld

Ligesom sin forgænger oplever Kjeld Nielsen, at efterspørgslen efter et par svære sommermåneder er på vej tilbage, og selvom han medgiver, at fremtidsscenarier i øjeblikket er ualmindeligt svære at forudse, føler han sig overbevist om, at virksomheden efterhånden står rustet til det meste.

– De seneste par år har vist, at “det nye Tvilum” er svært at slå omkuld, lyder det fra den nu tidligere finansdirektør, der også på den post har haft sit at se til.

– Den største udfordring har været og er stadig råvareprisstigningerne, der betyder rigtig meget. Det har tvunget os til at implementere prisstigninger, og heldigvis er det lykkedes at beskytte indtjeningen – det går faktisk som planlagt, givet den situation vi har været og er i, siger Kjeld Nielsen.

Sigtbarheden er imidlertid fortsat for lav, til at han vil spå om, hvor årets bundlinje ender.

– Det er svært at sige, præcist hvor vi lander. Vi ser meget turbulens lige nu, hvor den høje inflation og den faldende forbrugertillid gør markedet usikkert. Omvendt vil en faldende efterspørgsel resultere i et fald i råvarepriser, som vi kommer til at nyde godt af, men det bliver ikkemed så stor kraft, at det bringer resultatet på et lige så højt niveau som sidste år, vurderer Kjeld Nielsen.

Det fremtidsscenarie, den nytiltrådte topchef ser for Tvilum, er dog først og fremmest lyst.

– Vi har bevist, at vi formår at navigere under meget svære forhold, og at retningen i resultatskabelsen er rigtig, hvilket er det allervigtigste – derfor står vi også godt rustet til, når verden vender tilbage, fastslår han.

Se nøgletal for:
Læs mere om: tvilum
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.422