23948sdkhjf

Dansk Møbelindustri fik gevinst på hjemmemarkedet

Den danske møbeleksport dykkede svagt i 2005, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Men det vejes mere end rigeligt op af øget salg til hjemmemarkedet, siger Foreningen Dansk Møbelindustri.
Danske møbelproducenter solgte i 2005 møbler til udlandet for i alt 15,9 mia. kr., hvilket er 1 pct. mindre end året før. Det er især traditionelle hovedmarkeder som Tyskland, Storbritannien og USA, der ikke uventet har vist tilbagegang.

Stigende hjemmemarked for danske designmøbler
- Til gengæld rapporterer de danske møbelproducenter om stigende hjemmemarkedssalg i 2005, siger adm. direktør Keld Korsager, Foreningen Dansk Møbelindustri.

- Tal fra vores medlemsvirksomheder viser, at deres afsætning til det danske marked i afregningspriser voksede med 9 pct. i forhold til 2004. Og fremhæver vi de danske designmøbelvirksomheders salg til hjemmemarkedet, ser vi imidlertid en fremgang på gennemsnitligt 20 pct. Det er især privatmarkedet, der har trukket væksten, og fremgangen for de forholdsvis prisdyre produkter viser, at danske møbelproducenter har forstået at være med i konkurrencen om danskernes stigende privatforbrug. Det danske marked for erhvervsmøbler viser også gode væksttakter, og der er grund til at forvente, at hjemmemarkedssalget samlet set vil fortsætte med at stige i 2006 som følge af den stærke danske økonomi, siger Keld Korsager.

Ud over fremgangen på hjemmemarkedet glæder Keld Korsager sig også over, at 2005 blev et godt år for møbeleksporten til de købestærke nordiske markeder samt til vækst-prægede europæiske markeder som Frankrig, Benelux, Spanien og Schweiz.

Også møbelsalget til Japan viste solid fremgang, til trods for at danske møbler er blevet dyrere på grund af den svækkede yen.

Indsats på nye markeder
- I en tid, hvor den globale møbelhandel eskalerer voldsomt, og nye konkurrencedygtige møbellande markerer sig på den internationale scene, er dansk møbelindustri mere end nogensinde nødt til at kigge ud over de vante eksporthorisonter og sætte ind på nye markeder, og heldigvis ser vi lovende takter, siger Keld Korsager.

- Eksempelvis er eksporten til landene i Østeuropa (ekskl. Rusland) tilsammen i 2005 steget med 11 % i forhold til året før, og også på fjernere markeder som f.eks. Tyrkiet, Kina og Australien ser vi positive resultater af, at danske møbelvirksomheder har indledt en aktiv markedsbearbejdning.

Kilde: Foreningen Dansk Møbelindustri. http://www.danishfurniture.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094