23948sdkhjf

Plan for indkøb af træ skal hjælpe verdens skove

Hvert år mister verden 13 mio. ha skov svarende til 3 gange Danmarks areal. Årsagerne er komplekse. Ulovlig og ikke bæredygtig skovdrift er én af dem. Derfor vil miljøminister Connie Hedegaard nu forbedre vejledningen for offentligt indkøb af træ og udvide den til at gælde al slags træ.
Samtidig med at vejledningen nu omfatter al træ, vil ministeren også gøre anbefalingerne i den ny forbedrede vejledning mere målrettede og tydeligere, så de lettere kan efterleves i praksis.

Det er en del af miljøministerens nye 9-punktsplan for indkøb af træ.

- Nu skal der handling bag ordene. Vejledningen skal være forståelig og konkret, så den kan efterleves i praksis. Vi redder ikke verdens skove med et snuptag, men vi kan og skal gøre en forskel her i Danmark. Det gælder både i det offentlige og det private. Vi skal have renset markedet for ulovligt træ, siger miljøminister Connie Hedegaard.

Øget efterspørgsel efter lovligt og bæredygtigt produceret træ understøtter dem, der producerer træ på en ansvarlig måde, og det skaber en mere fair konkurrence for de firmaer, der leverer lovligt træ.

Danmark var i 2003 først i Europa med en vejledning for offentligt indkøb af tropisk træ, der tog stilling til de forskellige certificeringsordninger. Miljø-ministeriet har med råd fra en styregruppe bestående af grønne organisationer, træbranchen og offentlige indkøbere netop gennemført en evaluering af vejledningen.

Den viser, at den ikke er tilstrækkelig konkret, og at der mangler gode eksempler på kontrakter og udbudsmateriale. Det er også problematisk, at vejledningen kun omhandler tropisk træ.

- Jeg vil gerne takke styregruppen for et flot arbejde og en stor vilje til at nå til enighed. Jeg kan tilslutte mig alle de anbefalinger, som styregruppen er enige om. Signalet fra hele styregruppen er klart: Alle offentlige institutioner bør købe lovligt og bæredygtigt træ. Det er et budskab, jeg er helt enig i, siger miljøminister Connie Hedegaard.

Læs mere her: http://www.skovognatur.dk

Kilde: Miljøministeriet. http://www.mim.dk

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094