23948sdkhjf

Optimismen bobler efter milliontab i Viborg

Omstillingsparathed blev sidste år et nøgleord i en lang række af landets virksomheder, men særligt én branche måtte genopfinde sig selv, da messer ude såvel som hjemme blev aflyst i hobetal.

Hos viborgensiske Expo Partners betød de aflyste messer, at virksomheden blandt andet kastede sig over indretning at showrooms og kontorer, mens 15 mand i en periode blev lejet ud til et hotelprojekt i byen. I et nyt regnskab kan man imidlertid læse, at anstrengelserne ikke var nok til at sikre sorte tal på bundlinjen.

Mens omsætningsfaldet ifølge ledelsesberetningen lød på hele 70 pct., blev 2019’s overskud på 4,6 mio. kr. før skat vekslet til tab på 5,9 mio. kr. Og skønt det ikke kategoriseres som tilfredsstillende, betegner ledelsen niveauet som ”acceptabelt grundet påvirkning af covid-19”.

– Aflysninger prægede derefter året, og grundlaget for drift af en messe- og udstillingsvirksomhed var ikke eksisterende, lyder det i beretningen.

Her understreges også, at netop fleksibilitet og omstruktureringer skabte grundlag for driften af selskabet gennem pandemien.

– Både ledelse og medarbejdere har udvist stor villighed igennem alternative indtjeningsmuligheder i nærtliggende brancher, skriver Expo Partners ledelse.

Forventer vanvittigt 2022

En velpolstret pengekasse sikrede, at driften sidste år kunne egenfinansieres, og der er således gjort indhug i egenkapitalen, der faldt fra 21,3 til 13,7 mio. kr. Ikke desto mindre er optimismen intakt i Viborg, hvor vinden snart forventes at vende.

– Forventningerne er, at messer og udstillinger opstartes i 3. kvartal af 2021. Opstarten vil være præget af nationale messer, og forventningerne til de internationale messer er, at vi ser et mindre antal i 3. og 4. kvartal i 2021, skriver ledelsen.

Expo Partner understreger endvidere, at såvel kunder som samarbejdspartnere er præget af optimisme, når det kommer til efterårets messer, og når det kommer til 2022, bliver der for alvor noget at glæde sig til.

– Vi forventer os meget af 2022, som ser fuldstændig vanvittigt ud på messefronten. Mange messer, som er blevet udskudt de sidste par år, er nu planlagt til at blive afviklet i 2022. Normalt er der en turnus for de forskellige messer, men nu kommer de stort set alle sammen det samme år, fortalte partner Steffen Dalsgaard sidste uge til Viborg Stifts Folkeblad.

EXPO PARTNER APS
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 10,4 27,5
Driftsresultat - 5,8 4,6
Resultat før skat - 5,9 4,5
Årets resultat - 4,6 3,5
Balancesum 22,7 33,3
Egenkapital 13,7 21,3
Gns. antal ansatte 25 31
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094