Konkursdekretet er afsagt i Skifteretten i Esbjerg efter begæring modtaget den 29. marts. Det skriver Statstidende. Ifølge JydskeVestkysten er det ejer Jørgen Mølholm selv, der har indgivet konkursbegæringen.
Som kurator er udpeget advokat Jens Paulsen, Kaj Munks Vej 4, 7400 Herning.
Konkursen betyder, at 23 medarbejdere nu mister deres job. Samtidig må Jørgen Mølholm vinke farvel til godt 10 mio. kr., som han løbende har skudt ind i selskabet, siden han overtog det i 2007.
I det senest offentliggjorte regnskab (regnskabsåret 2010) kom Ansager A/S ud med et underskud før skat på 3,9 mio. kr., mens det året før blev til et minus på 5,3 mio. kr. Ved udgangen af regnskabsåret var selskabets egenkapital på 2,8 mio. kr.
Det vil nu blive forsøgt at rekonstruere selskabet.