23948sdkhjf

Finn Juhls hus er klar til genåbning

I flere år har Finn Juhls hus i Ordrup nord for København været lukket for gæster. Museet Ordrupgaard, som huset er en del af, har nemlig været under ombygning, men nu er man snart klar til igen at invitere inden for i den berømte møbelmagers private gemakker.

Finn Juhl byggede huset på Kratvænget i 1942, og frem til hans død i 1989 designede og arbejdede han kontinuerligt på indretningen af huset ned til den mindste detalje. Over årene tilføjede han desuden flere og flere af hans egne møbler til indretningen.

– Når jeg bygger et hus, så kan jeg ikke lide, at der er andre, der skal komme og spolere det, lød forklaringen.   Selvom Finn Juhl oprindeligt studerede til arkitekt på det Kongelige Kunstakademi, så endte han med kun at tegne en håndfuld huse og fokuserede i stedet på indretninger og ikke mindst dristige og banebrydende møbler. Finn Juhl byggede ligeledes sit eget hus på interiørets præmisser - indefra og ud. Møblerne skabte rummene og rummene skabte husets facade.  

Møbler designet til huset

Huset består af to bygninger, der hænger sammen via en forbindelsesdel med indgang. Huset er et godt eksempel på en tid, hvor de danske arkitekter lige så langsomt begyndte at tegne huse med mere åbne planer. 

Finn Juhls indretning var dynamisk, og gennem årene, hvor hans portefølje af egne møbler voksede, udskiftede han interiøret i huset. I de første år havde Finn Juhl eksempelvis Windsor stole i spisestuen, men udskiftede senere disse til hans egne Egypterstole. Nogle af møblerne i huset blev også designet specifikt til huset, for eksempel Poetsofaen, der er placeret i stuen – lige under portrættet af Finn Juhls kone, Hanne Wilhelm Hansen, af kunstneren Vilhelm Lundstrøm.

Udover i Finn Juhls eget hus, kan Finn Juhls møbler ses flere steder på museet.

Finn Juhls hus åbner igen d. 25. juni, mens den nye del af museet, der er tegnet af norske Snöhetta, åbner d. 14. august.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.093